TUIfly Boeing 737-800 i Sønderborg Lufthavn på vegne af Neubauer Touristik. (Arkivfoto: Sønderborg Lufthavn)

Dubai-flyvning fra Sønderborg Lufthavn aflyses

En planlagt charterflyvning fra Sønderborg til Dubai er blevet aflyst, og rejsearrangøren afviser, at aflysningen har sammenhæng med et nyligt flyuheld.

Da 185 passagerer for nylig skulle afsted på en charterflyvning fra Sønderborg Lufthavn til Catania på Sicilien, kørte Boeing 737-flyet fra tyske TUIfly ud i rabatten, før det overhovedet var kommet i luften. Som en konsekvens heraf måtte samtlige passagerer sendes med bus til Hannover, hvor de kom afsted i et nyt fly og med 16 timers forsinkelse.

Charterflyvningen til Sicilien var kommet i stand via den nordtyske rejsearrangør Neubauer Touristik, der et par gange tidligere har forsøgt sig med enkeltstående charterflyvninger fra den lille lufthavn på Als. Planen var også, at der skulle sendes et fyldt fly afsted til Dubai fra den alsiske lufthavn i februar måned. Men den flyvning er netop blevet aflyst, skriver Jydske Vestkysten.

Hos Neubauer Touristik hævder man dog, at der ikke er nogen sammenhæng mellem de to sager.

“Det har intet med uheldet i lufthavnen at gøre, men derimod fordi vi simpelthen ikke har fået tilmeldinger nok. Vores kunder spørger i øjeblikket efter rejsemål i Europa. Jeg tror, det er noget med verdenssituationen at gøre,” siger Oliver Gröpper, administrerende direktør for Neubauer Touristik, til jv.dk.

Overvejer udbetaling af kompensation
Det nylige uheld i Sønderborg Lufthavn ser ud til at kunne få et økonomisk efterspil for TUIfly. Ifølge EU-forordning 261/2004 har passagererne ret til en kompensation på 400 euro (ca. 3.000 kroner) som følge af forsinkelsen, og hvis alle søger om kompensation, må TUIfly punge ud med lidt mere end en halv million kroner. Herudover kommer udgifter til forplejning og bustransport til Hannover samt omkostningerne ved at sende et andet fly afsted.

Selvom TUIfly har taget hele skylden for uheldet, kan selskabet ifølge jv.dk ikke love, at passagererne får udbetalt kompensation.

“Passagererne er velkommen til at kontakte os, og så må vi se, om de kan få en kompensation. Jeg vil ikke love noget på forhånd,” siger selskabets pressetalsmand Jan Hillrich.

Den holdning møder ikke ikke sympati hos Neubauer Touristik, der havde chartret flyet.

“Hvis vi laver noget forkert overfor vores kunder, så tager vi et ansvar, men TUI har åbenbart en anden holdning. Min oplevelse er også, at en del flyselskaber er lidt tilbageholdende på området. Det er vel også derfor, at der er kommet en række agenturer, der mod betaling hjælper passagerer med at få erstatning,” siger Oliver Gröpper, der ifølge jv.dk overvejer, om han vil bruge TUIfly igen.

Dagen efter denne udtalelse blev Dubai-rejsen aflyst.

 

Relaterede artikler:

Sønderborg Lufthavn overvejer længere bane

Charterfly atter på vingerne efter fastkørsel

Direkte fly mellem Sønderborg og Dubai

Ny tysk charterrejse fra Sønderborg Lufthavn

Stort besøg i Sønderborg