Emirates A380-800 (Foto: Airbus)

Emirates accepterer udskudt levering af 12 A380-fly

Airbus reducerer den årlige produktion af A380-fly fra 27 til 12 fra 2017, hvilket vil forsinke leveringen af fly til Emirates.

Airbus A380-flyene er i en jævn strøm blevet leveret til Emirates igennem de senere år. I 2016 har det Dubai-baserede flyselskab alene modtaget 17 nye fly af denne type, og totalt er der i dag leveret 89 af samlet 142 fly i ordre.

Men fra det kommende år vil det ikke gå så stærkt som tidligere. Det skyldes dog ikke et reduceret behov hos Emirates, men økonomiske og produktionsmæssige udfordringer hos flyproducenten Airbus, der har svært ved at få økonomien til at hænge sammen i A380-projektet på grund af svigtende ordreindgang. Der er således ikke modtaget en eneste ordre i 2016 på megajumboen.

Derfor har Airbus og Emirates sammen med motorproducenten Rolls-Royce den 27. december nået til enighed om en aftale, hvor Airbus udskyder leveringen af 12 fly til Emirates. Seks fly, der skulle have været leveret i 2017, vil første blive overdraget til Emirates i 2018, mens seks fly planlagt i produktionen i 2018 vil blive udskudt til 2019.

Dermed kan Airbus nedbringe produktionen fra 27 til 12 A380-fly om året, hvilket sammen med andre tiltag skal sikre break-even i A380-projektet i 2017. Der er indtil i dag leveret 202 A380-fly til 13 kunder, og der er kun 117 fly tilbage, før ordrebogen er tom for A380-produktionen.

I skæbnefællesskab
Mange spærrede øjnene op, da Emirates i november 2013 afgav ordre på 50 A380´ere udover de 90 fly, der allerede på dette tidspunkt var bestilt. Sidenhen blev der i april måned i år tilføjet yderligere to A380-fly til ordrebogen. Disse fly bliver i en to-klasses version og skal leveres allerede i efteråret 2017.

Som følge af den store indkøbsmæssige styrke plejer Emirates at stille særdeles håndfaste krav til flyproducenterne, hvorfor det er usædvanligt, at Emirates accepterer en udskydelse. Det har angiveligt kostet en kompensation fra Airbus, men Emirates har formentlig ikke haft andet valg end at acceptere. Emirates og Airbus er sammen havnet i et skæbnefællesskab omkring A380-projektet, og det er vitalt for Dubai-selskabet, at der stadig er tiltro til den fortsatte produktion af megajumboen.

“Vi værdsætter vores partnerskab med Emirates Airlines, og det glæder os at se det vokse dag for dag med de mange A380´ere i luften. Emirates styrker selskabets ledende position ved strategisk at placere A380-flyene centralt i deres forretning. Emirates har fra starten forstået og værdsat fordelene ved A380, hvad angår effektivitet, økonomi og passagerkomfort. Flyet fortsætter med at være en vaskeægte ‘crowd-puller’ og bidrager til den hastige udvikling af Dubai som hub,” sagde Airbus-koncernchefen Fabrice Brégier, da kontrakten på levering af 50 A380´ere til Dubai-selskabet blev underskrevet.

Iran Air annullerede kort før jul en ordre på 12 A380-fly, der tentativt blev afgivet i januar måned i år.

 

Relaterede artikler:

Dropper ordre på 12 A380-fly

Første A380 på markedet for brugte fly

Airbus vil skære ned på A380-produktionen

Marked for A380 skrumper

Airbus topchef: A380 er vigtig for fremtiden