En Boeing 777-200ER fra Emirates. Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo

Emirates: Bedste halvårsregnskab nogensinde

I første halvår af regnskabsåret 2023/24 landede Emirates et overskud på 19,2 milliarder kroner, hvilket er ny rekord for den mellemøstlige luftfartskoncern med base i Dubai.

Emirates fik et rekordoverskud i første halvår i regnskabsåret 2022/23, der svarede til 8,7 milliarder kroner. Og nu er der endnu engang sat halvårsrekord.

Således fremgår det af halvårsregnskabet for 2023/24, at Emirates-koncernen fik et nettooverskud på 2,7 milliarder dollar, eller hvad der svarer til 19,2 milliarder kroner. Resultatet er dermed det største halvårsplus nogensinde for koncernen, der kører med forskudt regnskabsår fra 1. april til 31. marts.

Det rekordhøje overskud er skabt ud af en samlet omsætning i koncernen på 18,3 milliarder dollar, hvilket svarer til 128,1 milliarder kroner. Den store omsætning er drevet af stærk efterspørgsel på flyrejser over hele verden, oplyser flyselskabet. Efterspørgslen er steget løbende, siden de sidste rejserestriktioner i forbindelse med coronapandemien blev ophævet.

Til sammenligning blev der i første halvår af sidste regnskabsår skabt en samlet omsætning på 15,3 milliarder dollar (107,2 milliarder kroner, red.).

Passagertal nærmer sig 2019-niveau
Emirates transporterede i alt 26,1 millioner passagerer i første halvår, hvilket er en stigning på 31 procent i forhold til samme periode sidste år. I samme periode i 2019 fløj Emirates med i alt 29,6 millioner passagerer, så det mellemøstlige selskab nærmer sig niveauet fra før pandemien.

Af højdepunkter i regnskabsårets første halvår nævner Emirates, at der blev indsat Airbus A380 på ruterne fra basen i Dubai til blandt andet Bali, Birmingham og Nice.

I samme periode har Emirates desuden indgået og forbedret codeshare- og interline-aftaler med Aegean Airlines, Air Canada, Etihad Airways, Kenya Airways, Philippine Airlines, Maldivian, Sri Lankan Airlines og United Airlines.

Per 30. september 2023 havde Emirates passager- og fragtruter til i alt 144 lufthavne, og selskabet udnyttede samtlige 144 Boeing 777-fly og 104 ud af i alt 119 A380’ere.

Holder øje med modvind
Sheikh Ahmed bin Saeed Al Maktoum, koncernchef for Emirates Group og bestyrelsesformand i flyselskabet, fremhæver, at resultatet i første halvår af 2023/24 næsten er på højde med det samlede rekordoverskud på 20,2 milliarder kroner for hele 2022/23.

”På tværs af koncernen er vi fortsat med at øge driften sikkert og bevæge os smidigt for at imødekomme kundernes efterspørgsel. Vi har implementeret en række service- og produktforbedringer for at leve op til kundernes præferencer, og vi vil fortsætte med at investere i vores folk, produkter, partnerskaber og teknologi for at styrke vores evner og sikre, at vi er parate til fremtiden,” siger han.

Emirates forventer en fortsat stærk efterspørgsel i andet halvår af 2023/24, mens flyselskabet også holder udkig efter eventuelle udfordringer.

”Samtidig holder vi nøje øje med modvind såsom stigende brændstofpriser, styrkelsen af den amerikanske dollar, inflationen og geopolitik,” fortæller topchefen.

 

Relaterede artikler:

Fyldte fly hos Emirates til og fra København

Emirates præsenterer rekordoverskud

Rekordoverskud hos Emirates