En Airbus A380 fra Emirates. (Foto: © Thorbjørn Brunander Sund, Danish Aviation Photo)

Emirates udbygger netværket via partnerskaber

Emirates har det seneste år fordoblet antallet af interline- og codeshareaftaler, hvilket bidrager til at øge antallet af destinationer fra egne 160 til op imod 1.700 over hele verden.

Når de store ruteflyselskaber vil gøre deres rutenetværk større, kan de eksempelvis søge optagelse i en af de tre globale alliancer, henholdsvis Star Alliance, SkyTeam og Oneworld, for derigennem at indgå aftaler, der kan øge antallet af destinationer på rutekortet.

Men er man stor nok og en selvstændig attraktiv aktør, kan man også vælge at stå helt uden for alliancerne, som eksempelvis Dubai-selskabet Emirates har gjort.

Selskabets største globale konkurrent er Qatar Airways, der siden 2013 har været medlem af Oneworld, men Emirates er et godt bevis på, at det kan lade sig gøre at vokse rutenetværket ved indgåelse af tætte partnerskaber og aftaler med strategisk vigtige flyselskaber på tværs af alliancerne.

Næsten 1.700 destinationer globalt
I løbet af det seneste år har Emirates fordoblet antallet af codeshare- og interlineaftaler og giver dermed kunderne mulighed for at rejse til næsten 1.700 destinationer over hele verden, selvom selskabet blot selv flyver til godt 160 destinationer i 85 lande.

Rent faktisk er det 162 samarbejdsaftaler over hele verden, der er baggrunden for det. Det sker gennem interline-samarbejde med i alt 118 flyselskaber, hvor man gensidigt accepterer hinandens billetter og de fleste tilfælde også har lavet aftaler om gennemskrivning af bagage. 

Derudover er der indgået 31 codeshare-aftaler, hvor Emirates kan få sin EK-markedsføringskode på udvalgte ruter i partnernes netværk, og endelig har selskabet også indgået aftaler med 13 jernbaneselskaber om overfladetransport i tilknytning til en flyrejse.

Hver uge året rundt er der således 61.000 passagerer – eller omkring tre millioner om året – der rejser på rutenettet hos de 162 samarbejdspartnere i forbindelse med en Emirates-flyvning.

“I det seneste år har vi fordoblet på vores strategi om at styrke vores globale tilstedeværelse på seks kontinenter ved at indgå nye partnerskaber med flyselskaber, togpartnere og luftmobilitetsoperatører for at tilbyde et større udvalg af destinationer, forbindelsesmuligheder og en problemfri ‘sidste mil’ for rejsende som aldrig før,” siger Adnan Kazim, der er kommerciel direktør hos Emirates Airline.

På vej med partnerskab med Icelandair
Blandt de nye partnerskaber er codeshareaftaler med Avianca og Batik Air Malaysia, ligesom der er indgået interlineaftaler med Kam Air, Sri Lankan Airlines, Condor, Flynas, Viva Aerobus, Sun Express, Maldivian, Siberian Airlines og Kenya Airways.

Derudover vil et helt nyt codeshare-samarbejde med Icelandair træde i kraft i løbet af efteråret.

Blandte de største og vigtigste codeshare-partnere er United Airlines i USA og Qantas i Australien.

 

Relaterede artikler:

Emirates og Icelandair enige om codeshare-aftale

Emirates og United i omfattende samarbejde

Emirates og airBaltic i samarbejde