To af luftfartens giganter har onsdag annonceret en vidtrækkende codeshare-aftale, der skal give kunderne hos Emirates og United gensidig adgang til de to selskabers rutenetværk og loyalitetsprogrammer.
For et par måneder siden annoncerede Emirates et nyt samarbejde med Star Alliance-selskabet Air Canada, og onsdag kunne Dubai-selskabet ved en stor pressekonference i Dulles International Airport i Washington D.C. præsentere en omfattende samarbejdsaftale med United Airlines, der også er ledende medlem af Star Alliance.
Der er tale om et codeshare-samarbejde, hvor United Airlines i slutningen af marts 2023 etablerer en direkte rute fra New York-Newark til Dubai, hvorfra det amerikanske selskab får adgang til 100 destinationer via rutenetværket hos Emirates og søsterselskabet Flydubai.
Til gengæld får Emirates allerede fra november i år adgang til 200 amerikanske destinationer i United-netværket via Chicago, San Francisco og Houston som gateways. Fra Boston, Dallas, Los Angeles, Miami, New York-JFK, Orlando, Seattle og Washington D.C., der også betjenes af Emirates, bliver der adgang til interline-aftaler.
Globale rejser bliver nemmere
Det er to af verdens 10 største flyselskaber målt på antallet af udbudte internationale passagerkilometer, der indleder det gigantiske samarbejde, der bliver en modvægt til den partneraftale, som American Airlines og Qatar Airways udvidede i begyndelsen af juni.
“Denne aftale forener to ikoniske flyselskaber, som deler en fælles forpligtelse til at skabe den bedste kundeoplevelse i luften,” sagde Uniteds koncernchef Scott Kirby. “Uniteds nye rute til Dubai og vores komplementære netværk vil gøre globale rejser nemmere for millioner af vores kunder og hjælpe med at booste lokale økonomier og styrke kulturelle bånd. Dette er et stolt øjeblik for både United og Emirates’ medarbejdere, og jeg ser frem til vores rejse sammen.”
Udover at kunne rejse på én billet på de to flyselskabers rutenetværk, vil samarbejdet også give adgang til hurtigere check-in og overførsel af bagage mellem selskaberne.
Herudover vil samarbejdet også betyde, at kunderne får fordele i modpartens bonus- og loyalitetsprogrammer. United MileagePlus-kunder vil kunne optjene point på Emirates-flyvninger, mens Skywards-medlemmer hos Emirates kan optjene point i det amerikanske flyselskabs rutenetværk.
Relaterede artikler:
Air Canada og Emirates indleder samarbejde