Endnu et år med KLM´s MD11-fly

Hollandske KLM er det eneste ruteflyselskab, der i dag benytter det ældre MD11-fly til passagertransport. Men nu er der sat dato på sidste flyvning.

Finnair modtog den 7. december 1990 som det første flyselskab MD11 langdistanceflyet, der var en forlængelse af DC10´eren med 5,71 meter samt ombygget halefinne, mindre haleplan samt et avanceret topersoners cockpit samt nye motorer.

Det sidste MD11-fly blev produceret i 2001, og Finnair pensionerede sit sidste fly af typen i februar måned 2012, hvilket siden har haft en mærkbar forbedring på brændstofregningen.

I dag er hollandske KLM det eneste ruteflyselskab, der benytter MD11-flyet til passagertransport. Lige med undtagelse af charterflyselskabet World Airways, der også benytter MD11 til adhoc charteropgaver samt til transport af amerikanske soldater.

Men nu er der endelig blevet sat slutdato for KLM´s anvendelse af de store tremotorers langdistancefly, der får lov at flyve frem til det store D-check, der vil være for dyrt at foretage på et fly med en dåbsattest, der ligger knapt 20 år tilbage.

I dag har KLM fire MD11-fly tilbage, idet man den 21. oktober pensionerede flyet med registreringen PH-KCK og navnet Ingrid Bergman. Det var sjette MD11-fly, som KLM har sendt op ophugning,

Sidste flyvning i oktober næste år
Man skal dog vente et helt år førend MD11-epoken hos KLM er helt slut. Ifølge de nuværende tidtabeller flyver KLM sidste gang med MD11 den 25. oktober næste år med . Det bliver ruterne til Montreal og Toronto i Canada, der får æren af, at hilse farvel til et trofast langdistancefly, der har fulgt KLM i mange år.

De fire fly, der i det kommende år skal lukke og slukke for MD11-æraen hos KLM er:

PH-KCA Amy Johnson
PH-KCB Maria Montessori
PH-KCD Florence Nightingale
PH-KCE Audrey Hepburn

Netop Audrey Hepburn var en tur i Stockholm i sidste uge for at hente passagerer, der var strandet på grund af en teknisk fejl på et KLM-fly fra Osaka til Amsterdam. Den ældre dame var også aktiv den 7. oktober ved den franske flyvelederstrejke, men Maria Montessori i mandags fløj strandede passagerer mellem Amsterdam og London-Heathrow efter den orkanagtige storm. Udover de faste ruteopgaver er der således en række standby-opgaver til de ældre MD11-fly.

De MD11-fly som i det kommende år vil blive udfaset fra KLM er i dag indrettet med 24 World Business Class-søder, 38 sæder i Economy Comfort og hele 223 sæder på Economy Class, således at der i alt er plads til 285 passagerer. Det er en smule mindre end KLM´s Airbus A330-300 fly, der har plads til 292 passagerer.