Det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air har underskrevet en købsaftale om levering af 110 fly af typen Airbus A321neo. Ordren har en værdi på 90 mia. kroner målt i listepriser.
I Billund Lufthavn forventer man en stor fremtid for det ungarske lavprisflyselskab Wizz Air, der i sommer åbnede en rute fra den vestdanske lufthavn til Gdansk og i dag åbner en rute til Vilnius.
Men den forventede ekspansion kræver nye fly, og på dette område har Wizz Air netop sikret sig ved at indgå en købsaftale med Airbus om levering 110 fly af typen Airbus A321neo. Ordren har en værdi på 13,7 mia. dollars i listepriser, hvilket svarer til i omegnen af 90 mia. danske kroner.
De 110 fly vil blive leveret fra 2019 frem til 2024 og vil blive indrettet i den særlige Cabin Flex-konfiguration med plads til 239 passagerer.
I dag opererer Wizz Air 61 Airbus A320-200 fly fra 22 baser primært i Østeuropa. Rutekortet omfatter flere end 380 ruter, hvoraf to går til Billund, mens Sturup-lufthavnen ved Malmø har 14 ruter.
Annullerer 10 af 48 fly fra tidligere ordre
Wizz Air har allerede en ordre hos Airbus, som man venter på at blive effektueret. Der er tale om 48 fly fordelt på 21 A320ceo samt 27 A321ceo. De første A321ceo-fly forventes leveret allerede i løbet af november måned i år. Disse fly vil blive indrettet med 230 sæder.
Samtlige fly i denne ordre forventes at være leveret ved udgangen af 2018. Wizz Air har dog i forbindelse med den nye handel annulleret leveringen af de sidste 10 A320ceo-fly, der skulle komme i 2018, så man i stedet kan vente til 2019 og få leveret fly med de mere driftsøkonomiske fly i neo-versionen.
“Det glæder os at kunne bekræfte denne ordre hos Airbus med købet af 110 A321neo fly. Ordren vil gøre os i stand til at etablere en stærk markedsposition i Central- og Østeuropa. Den giver os også betydelig fleksibilitet, så vores flåde kan tilpasses til vores forventninger om vækst. De nye fly vil gøre os i stand til at bevare omkostningsfordelene gennem kabineudvikling, den nyeste motorteknologi samt andre effektivitetsforbedringer samtidig med, at vi forbedrer kundeoplevelsen,“ siger koncernchef József Våaradi i en pressemeddelelse.
Wizz Air kalder sig selv et ultra-lavprisflyselskab ULCC, som det også tidligere var tilfældet med Ryanair. Wizz Air gennemførte i det regnskabsår, der sluttede den 31. marts i år, flere end 100.000 flyvninger med 16,5 mio. passagerer.