En række medlemmer af den tyske fagforening UFO rækker armene i vejret i forbindelse med deres strejke. Foto: UFO

Fagforening jubler over 150 aflyste flyvninger

Kabineansatte organiseret i den tyske fagforening UFO viser åbenlys begejstring over, at en strejke søndag i flere flyselskaber i Lufthansa-koncernen betød aflysning af 150 afgange.

‘Tak til alle kolleger. I har 150 gode grunde til, at Lufthansa bør tænke over jeres strejke.’

Sådan lyder det med store bogstaver i overskriften i en meddelelse fra den tyske fagforening UFO (Unabhängige Flugbegleiter Organisation), der organiserer kabineansatte i flere af Lufthansa Groups tyske datterselskaber – herunder Eurowings, Germanwings, Lufthansa CityLine og SunExpress. Meddelelsen blev offentliggjort mandag, efter flere kabineansatte nedlagde arbejdet dagen forinden.

I første omgang havde kabineansatte i Lufthansa varslet, at de ville gå i strejke søndag den 20. oktober fra klokken 06.00 til 11.00. Strejken ville betyde omkring 500 flyaflysninger. Et par dage før strejken opfordrede UFO så kabineansatte fra førnævnte datterselskaber til også at nedlægge arbejdet om søndagen.

Det fik Lufthansa-koncernen til forhandlingsbordet, og den imødekom et overenskomstmæssigt lønkrav på 1,8 procent med en frivillig regulering fra den 1. januar 2020 på 2,0 procent. Dette fik UFO til at afblæse søndagens Lufthansa-strejke. Og vel at mærke kun for kabinepersonalet hos Lufthansa.

UFO takker sine medlemmer
Kabinepersonalet hos de fire øvrige tyske flyselskaber blev stadig opfordret til at strejke søndag, og det valgte mange at følge. Således blev der i alt aflyst 150 flyvninger. Dette skabte imidlertid tydelig jubel blandt UFO-medlemmerne, hvor de ’150 gode grunde’ naturligvis var reference til de 150 aflyste fly.

UFO mente stadig ikke, at Lufthansa Group imødekom lønkravene fra de kabineansatte, og den tyske fagforening skriver derfor, at ‘Lufthansa-gruppen uagtsomt legede med passagerernes rejser’. Mange af de passagerer, der skulle have været med de 150 fly, var allerede nået til gates, da de fik besked om de aflyste afgange. Ifølge UFO udsatte SunExpress nogle af de berørte afgange til mandag.

I mandagens meddelelse skriver UFO blandt andet direkte til dets medlemmer: ’Du var solidarisk og kæmpende og har fredeligt og konsekvent demonstreret for Lufthansa-gruppen, at du ikke giver afkald på dine grundlæggende rettigheder’.

Konflikt er ikke løst
Selv om Lufthansa-koncernen i første omgang har imødekommet lønkravene, er konflikten ikke løst endnu. De kabineansatte har stadig krav til diæter, anciennitetslister og vagtskemaer. UFO har via arbejdsgiverforeningen AGVL (Arbeitsgeberverband Luftverkehr) givet Lufthansa en frist til den 23. oktober til at opfylde kravene fra kabinepersonalet.

UFO har besluttet ikke at opfordre til yderligere strejker i indeværende uge, men er dog på vagt over for Lufthansa-koncernens ageren: ’Hvis der i mellemtiden er yderligere eskaleringer og provokationer fra Lufthansa-gruppen, kan vi til enhver tid ændre disse beslutninger’, lyder det afslutningsvis i meddelelsen.

De 150 aflyste flyvninger i søndags var fra de tyske lufthavne i Frankfurt, München, Køln-Bonn, Stuttgart, Berlin-Tegel og Hamborg.

 

Relaterede artikler:

Lufthansa-strejke aflyst

Kabineansatte i Lufthansa vil strejke søndag

Forbereder strejke for 30.000 kabineansatte