Fra næste sommer vil Finnair flyve direkte fra Helsinki til Fukuoka i Japan samt Guangzhou i Kina. Det afslørede selskabet i dag i forbindelse med leveringen af det første A350-fly i Toulouse.
Indfasningen af nye A350-fly i Finnairs flåde sætter det finske flyselskab i stand til at tage næste skridt i strategien om at fordoble Asien trafikken i 2020 med udgangspunkt i niveauet tilbage fra 2010.
Derfor har Finnair i dag på et pressemøde i Toulouse i forbindelse med leveringen af det første A350-fly, offentliggjort to nye ruter til Asien.
Den første rute åbner i foråret 2016, og destinationen bliver Fukuoka i Japan, hvorfra konkurrenten KLM trækker sig umiddelbart efter nytår. Dermed bliver Finnair alene om at betjene destinationen fra Europa.
Fukuoka-ruten vil blive betjent med A330-fly på tre ugentlige afgange. Med Fukuoka på rutekortet, kan Finnair tilbyde en palette med Tokyo-Narita, Nagoya og Osaka til “Solens Rige“.
Sommerrute til Sydkina
Den 6. maj 2016 åbner Finnair samtidig selskabets sjette rute til Kina. Det bliver Guangzhou i det sydlige Kina og samtidig den tredjestørste by i folkerepublikken.
Ruten vil få fire ugentlige afgange frem til den 29. oktober og er således kun en sommerrute. I forvejen flyver Finnair til Beijing, Chongqing, Hong Kong, Shanghai samt Xian i sommerhalvåret.
Til Guangzhou kommer finnair i konkurrence med Air France fra Paris-CDG samt kinesiske flyselskaber, der flyver direkte fra Paris, Frankfurt og London-LHR.
“Vi forventer at fordoble vores Asien-trafik i 2020 fra udgangspunktet i 2010, og disse nye destinationer er et vigtigt skridt i retning af at kunne nå dette mål. Vi har en lang tradition for at forbinde Asien og Europa med bekvemme og hurtige forbindelser via vores hub i Helsinki, og jeg ser frem til, at vi udvider vores rutenetværk til disse nye markeder,“ siger Pekka Vauramo, koncernchef hos Finnair.