Finnair Airbus A350-900 i Guangzhou Baiyun International Airport. (Foto: Markus Mainka | shutterstock.com)

Finnair genstarter rute til Guangzhou

I september genoptager Finnair ruten fra Helsinki til Guangzhou. Ruten har ikke været betjent siden Ruslands invasion af Ukraine, og flyvetiden er nu tre timer længere.

Kina har i mange år været et nøglemarked for Finnair, og det ønsker det finske flyselskab også, at det skal være i fremtiden, hvis det er muligt. Men de strenge COVID-19-restriktioner i Kina samt overflyvningsforbuddet over Rusland gør det vanskeligt for det finske flyselskab at genetablere rutenetværket til Kina.

Nu vender Finnair imidlertid tilbage til Guangzhou, hvortil man foreløbigt vil flyve én gang om ugen fra den 6. september. Det bliver en tidtabel med afgang fra Helsinki om tirsdagen og returflyvning fra den sydkinesiske millionby om torsdagen. Der flyves med Airbus A350-900.

Flyet afgår kl. 14.45 fra Helsinki Airport, hvorfor der er godt forbindelsesmuligheder fra og til resten af Europa. Finnair gør dog opmærksom på, at der i henhold til kravene fra de kinesiske myndigheder skal foretages en COVID-19-test i forbindelse med transfer i den finske lufthavn.

Længere flyvetid
Ruten til Guangzhou har ikke været opereret siden den 25. februar i år og blev indstillet som følge af krigen i Ukraine og det efterfølgende overflyvningsforbud af Rusland. Tidligere blev der fløjet via Rusland og Mongoliet med en gennemsnitlig flyvetid på ni timer og 20 minutter.

I den nye tidtabel vil Finnair gennemføre flyvningen  på 12 timer og 30 minutter, da der skal flyves via andre luftkorridorer.

“Vi er glade for at vende tilbage til Guangzhou og ser frem til gradvist at øge vores tilbud til det kinesiske marked,” siger Ole Orvér, der er kommerciel direktør hos Finnair.

Finnair flyver i øjeblikket også én gang ugentligt til Shanghai samt to gange om ugen til Hongkong, der er en del af Storkina. Shanghai-ruten opereres med en flyvetid, der er næsten to og en halv time længere end før krigen i Ukraine, og det samme er tilfældet med ruten til Hongkong.

 

Relaterede artikler:

Finnair suspenderer Asien-ruter over Rusland

Vejen banet for Finnair-vækst i Kina

“Kina er fortsat et nøglemarked for os”