Finnair lancerer flere langruter i vinterprogrammet

I den kommende vinter åbner Finnair ruter til flere asiatiske og nordamerikanske destinationer – herunder to ekstra USA-ruter fra Stockholm. Flyselskabet øger også trafikken i Europa.

Finnair har gjort sig klar til den kommende vintersæson ved at introducere flere ruter og samtidig øge frekvenserne på eksisterende ruter.

I den seneste tid har det finske flyselskab mærket en stigende efterspørgsel, og Finnair har derfor forsøgt at imødekomme interessen ved at udvide sit netværk i det kommende vintertrafikprogram.

Chicago bliver ny vinterdestination fra Helsinki, hvorfra der også er afgange til New York, Miami og Los Angeles. I juli i år annoncerede Finnair en ny langrutesatsning i den kommende vinter fra Stockholm Arlanda. Der blev annonceret ruter til Miami, Phuket og Bangkok, og disse får nu følgeskab af nye ruter fra Arlanda til Los Angeles og New York.

Antallet af ruter til Finnairs vigtige asiatiske marked bliver også øget. Osaka-ruten fra Helsinki genoptages i oktober og Nagoya kommer tilbage på ruteprogrammet fra februar. Herudover vil Finnair også vende tilbage til sin Dubai-rute med langdistancefly. I forvejen har Finnair langdistanceruter fra Helsinki til Tokyo, Seoul, Bangkok, Singapore og Hongkong.

Øger til skandinaviske hovedstæder
Finnair øger også på sit europæiske rutenetværk i det kommende vintertrafikprogram. I løbet af vinteren øges antallet af frekvenser, så der vil være dobbelte afgange til vigtige byer som Amsterdam, München, Düsseldorf, Berlin og Frankfurt samt tre daglige afgange til London og Paris. Herudover øges der også til Skt. Petersborg.

Der vil også være flere flyvninger til de skandinaviske hovedstæder i løbet af vinteren, ligesom Finnair introducerer Krakow og Gdansk som destinationer til vinter. Finnair skruer ligeledes op for antal afgange til Malaga, De Kanariske Øer, Madrid og Barcelona. Indenrigs vil det finske selskab øge fra Helsinki til Rovaniemi, Ivalo, Kittilä og Kuusamo.

”Vi er begejstrede for at kunne udvide bredden og dybden af ​​vores netværk og muliggøre bedre forbindelser for kunderne, da antallet af rejser fortsat stiger,” siger Ole Orvér, kommerciel direktør i Finnair.

“Vi genindfører også forskellige services for at understøtte en problemfri og bekvem rejseoplevelse. Vi åbnede vores Schengen-lounge allerede i august, og Finnairs Non-Schengen Lounge i Helsinki Lufthavn åbner i begyndelsen af ​​oktober.”

Ole Orvér tilføjer, at passagererne vil kunne nyde en nyligt opdateret mad- og drikke-service om bord på Finnair-flyene.

 

Relaterede artikler:

Beskeden Finnair-vækst i juli

Finnair er blandt verdens bedste

Flyselskab vil flyve langdistance fra Stockholm