Finnair Airbus A330-300. (Foto: Finnair)

Finnair må suspendere USA-rute som følge af pilotmangel

Finnair må midlertidigt lukke ruten til Miami i fem måneder, da selskabet mangler piloter som følge af et omfattende omskolingsprogram.

Finnair har slået stort brød op i forbindelse med selskabets ekspansion på langdistanceruterne, hvor de nye Airbus A350-fly  løbende indfases. Men tilsyneladende har det finske flyselskab undervurderet omfanget af og kompleksiteten i omskolingen af piloterne fra A330/A340 langdistancefly til de nye A350´ere.

Det har indtil videre betydet, at Finnair i perioden fra 11. januar til 2. maj har indstillet ruten fra Helsinki til Chongquing i Kina, og fra den 4. maj og frem til den 29. september bliver det nu nødvendigt midlertidigt at suspendere ruten fra Helsinki til Miami. I forårsmånederne har Finnair også været nødsaget til at reducere frekvenserne fra Helsinki til Nagoya i Japan, og i maj bliver det også nødvendigt at fjerne to ugentlige afgange mellem Helsinki og Chicago.

“Vi er meget kede af de forstyrrelser, der rammer vores kunder, og vi vil gøre vores bedste til at tilbyde alternative ruter til dem. Vi kontakter alle kunder, der har reservationer til de berørte flyvninger for at tilbyde en alternativ rute. Såfremt vi ikke kan finde en passende alternativ rute, kan vi tilbyde, at passagererne får pengene tilbage. Finnair vil fortsætte med at tilbyde Miami som destination i hele sommeren sammen med vores samarbejdspartnere i American Airlines, British Airways og Iberia,” siger Juha Järvinen, der er kommerciel koncerndirektør hos Finnair.

Lejede fly ind fra andre selskaber
Tidligere i denne uge kom det frem, at Finnair har indgået en aftale med rekrutteringsvirksomheden Rishworth Aviation om at leje piloter til A330-fly i en seks måneders periode. Det drejer sig om ruterne fra Helsinki til Beijing, Xian og Delhi, hvor Finnair ønsker at supplere den samlede styrke på 800 piloter med indlejede styrmænd fra Rishworth Aviation.

Hidtil har Finnair også klaret sig gennem situationen ved at indleje fremmed flykapacitet med besætninger for at kunne dække pilotmanglen.  Fra den 3. november 2016 til den 8. januar 2017 fløj portugisiske Hi Fly mellem Helsinki og New York-JFK på en såkaldt wetlease-aftale, og fra den 10. januar og indtil udgangen af januar har Iberia opereret et A330-300 fly mellem Helsinki og Miami på vegne af Finnair.

Selvom Airbus A330/340 har fælles “typerating” med A350´eren, så kræver det som udgangspunkt et kursus på otte dage for at blive klar til at sidde i cockpittet i de nye A350-fly. Først skal der bruges fire dage i et træningslokale, hvorefter der vil være fire dages systemtræning. Herudover kommer eventuelle træningsflyvninger oveni.

 

Relaterede artikler:

Finnair vil ansætte A330-styrmænd fra vikarbureau

Finnair lejer A330-fly hos oneworld-kollega

Finnair sætter Kina-rute på pause i fire måneder