Servering på Finnair Business Class mellem Billund og Helsinki. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Finsk når det er allerbedst

ANMELDELSE: En flyvning med Finnair fra Billund til Helsinki på Business Class en en oplevelse af god service og høj kvalitet.

Om flyvningen
Rutenummer: AY700
Fra/til: Billund-Helsinki
Dato: 02. juni 2017
Flyselskab: Finnair
Serviceklasse: Business
Sæde: 2D

Jeg bliver nødt til at starte med en tilståelse. Jeg har altid været en slags Finnair-fan. Fløj for første gang med selskabet i begyndelsen af 1980´erne til Helsinki og Budapest direkte fra København og sidenhen til Kina fra 1988 og fremad, da Finnair blev det første flyselskab til at flyve direkte fra Europa til Beijing via Sibirien. Flyvninger i nyere tid har været mellem København og Helsinki.

Da det finske flyselskab altid har stået som noget særligt for mig, glædede jeg mig til at se, om niveauet stadig var det samme som ved tidligere rejser.

Før rejsen
Online check-in åbner 36 time før afrejsen, og flyvningen til Helsinki skulle foregå på Business Class, så det var i teorien muligt at medbringe et stykke kabinebagage med en maksimal vægt på 15 kg samt to stykker indchecket bagage på hvert 23 kg. Boardingkort blev nemt printet ud hjemmefra, og så var jeg og min ledsager klar til at indtage den finske hovedstad.

I lufthavnen
Afrejsen fra Billund Lufthavn betød, at jeg skulle igennem den hårdt prøvede sikkerhedskontrol. Forinden skulle bagagen indskrives via bagage-drop, hvilket gik smertefrit fra D46, men check-in området var udfordret af, at der kun var én medarbejder til at betjene på D45 og D46, hvilket gav nogle lidt sure bemærkninger fra de ventende passagerer på Economy Class.

Bagdrop og check-in til Finnair i Billund Lufthavn. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Som rejsende på Business Class kan man benytte det nye fast-track spor i lufthavnen. Det var ikke meget fast-track over det denne formiddag. Kontrolløren ved skærmen havde rejst sig for at gennemsøge et stykke bagage, mens visitations-kontrolløren ved slusen stod uvirksom og ventede på at kollegaen blev færdig med kontrollen. I mellemtiden ventede passagererne, da der ikke kunne køres flere kasser gennem scanneren, da kontrolløren var væk, og kollegaen ligesom passagererne ventede på hende.

Hvis Billund Lufthavn ikke hele tiden kan garantere tre kontrollører per spor, bliver det vanskeligt at komme de lange køer til livs og sikre tilfredsheden hos passagererne.

Flyet havde planmæssig afgangstid kl. 11.50, og jeg ankom i lufthavnen kl. 10.30. Der var således god tid til et besøg i King Amlet Lounge, inden flyveturen. Jeg kiggede på tavlen efter gatenummer, men det var endnu ikke sat på, og i stedet stod der gate-info kl. 11.05, selvom flyet allerede holdt ved gate 11 og havde gjort det siden kl. 08.45, hvor det ankom.

Jeg spurgte servieassistenten i King Amlet Lounge, hvorfor der ikke var kommet gate på Finnair-flyet, og svaret var, at flyet ikke var kommet endnu, selvom det havde holdt lige nedenfor loungen i flere timer.

Finnairs A319 er klar ved gate 11 i Billund Lufthavn (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Boarding
Med flyafgang kl. 11.50 og ankomst til loungen kl. 10.45 var der god til til at checke mails, drikke en kop kaffe og gøre sig klar til rejsen. Men allerede kl. 11.05 blev der kaldt ud til boarding. Så var der pludseligt travlt, selvom jeg godt vidste, at flyet ikke ville forlade Billund med min rejsetaske i lastrummet, hvis jeg ikke selv var ombord. Nåede lige forbi taxfree-området for at købe parfume til hustruen, hvorefter jeg var på plads på sæde 2D allerede kl. 11.15.  Push-back kl. 11.37 og i luften før schedule.

Min rejseledsager og jeg var de eneste passagerer i den forreste Business Class-kabine, der var adskilt med et gardin til resten af kabinen. De resterende 14 sæder var tomme denne fredag op til pinsen, hvor forretningsrejsende var på vej hjem til Danmark og bestemt ikke på vej ud af landet. I kabinen blev vi professionelt modtaget af en kvindelig purser, der udstrålede mange års erfaring. Vi blev endda tilbudt et tæppe, selvom temperaturen udenfor allerede havde sneget sig op over 18 grader.

A319-flyet denne dag var i øvrigt  det 16 år gamle OH-LVD, der fremstår i Oneworld-bemaling. Normalt betjenes ruten med Embraer E-190, der har plads til 100 passagerer, men fra 24. maj og i sommerferieperioden benyttes flere dage om ugen henholdsvis Airbus A319 med 131 sæder samt Airbus A320 med plads til 158 passagerer.

Sædet og underholdningssystemet
Interiøret i kabinen er afstemt i forskellige grå nuancer. Tæppet er mørkegråt, sæderne er lysegrå, og kabinevæggene har en slags lys/-gråmeleret farve, som er godt afstemt med nakkeservietterne med Marimekko-design.

Sæderne er de moderne tynde Recaro-sæder, der giver ekstra benplads, og på Business Class har rejsende den fordel, at midtersædet er frit, hvilket udover mere komfort giver mulighed for at benytte bordet i midtersædet til drikkevarer, mens maden kan beholdes på bordet ved eget sæde. Med 31 tommers sædeafstand er benpladsen hæderlig, da British Airways tilbyder 30 tommer, Lufthansa 31 tommer på A319´erne, mens KLM tilbyder imponerende 33 tommer på Boeing 737-flyene.

Business Class-sektion i Finnairs Airbus A319-100. Midtersædet er frit. (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Fra loftet nedfældes de små skærme, hvor der vises sikkerhedsinstruktion og serviceinformationer. Herudover har A319´erne det særlige LATvision Landscape Camera, der er monteret under flyets næse og giver fantastiske billeder af start og landing. LATvision findes også i nyere udgaver af A380, A340, A330, A320/321 samt i Boeing 777-fly og 747-8i.

På trods af en relativ kort flyvetid savnes strømstik ved sæderne, hvilket KLM eksempelvis kan tilbyde i Business Class-sæder i den europæiske flåde.

Måltider og service
Purseren startede med at beklage, at der kun var aviser på engelsk og finsk, men efterhånden er avis-udfordringen uddøende, da mange rejsende benytter sig af mobiltelefoner og apps og allerede har læst relevante nyheder, inden de går om bord.

Kort efter starten blev der tilbudt drikkevarer, inden maden skal serveres. Vi valgte en flaske champagne Jospeh Perrier, Cuvée Royale Brut, som er en forfriskende optakt til et måltid, der består af en varm ret med velsmagende kyllingebryst serveret med bønner og skiveskårede ristede kartofler med champignonsovs. Hertil serveres der hvidt og mørkt brød samt et et stykke chokolade til dessert.

Champagne i Business Class hos Finnair er Jospeh Perrier, Cuvée Royale Brut (Foto: Ole Kirchert Christensen)

På serveringsbakken var der ikke skyggen af muffin, kage, frugtdessert eller andet til den søde tand,  hvilket trækker lidt ned. Samtidig er det en temperatmentssag, om man er til varm eller kold mad ved frokosttid. Vi fik dog tilbudt kaffe, men selvom der er god tid og ingen travlhed i det halvt fyldte fly, kom kaffen ikke rundt anden gang.

Produkterne er lokale. Der er tale om Valio-smør samt kaffefløde fra Millac. Porcelænet er fra Marimekko og glas fra Iittala. De særlige Iittala-glas i Thule-serien blev udviklet til Finnairs første New York-flyvning i 1969, hvorefter det sidenhen blev et kommercielt produkt. I forbindelse med Finnairs retro-strategi er Iittala-glassene kommet tilbage i flyene.

Ankomst
Kort tid før ankomst kom purseren rundt med et print af onward-connections fra Helsinki Airport for at rådgive passagerer med videreforbindelser om, hvordan de skal komme videre og fra hvilke gates. Det er en god service, så man kan vurdere, om man skal have det lange ben foran, når man ankommer til Vantaa-lufthavnen.

Kl. 14.12 sætter flyet hjulene på asfalten i Helsinki Airport efter en noget turbulent anflyvning og ankommer til gate kl. 14.20, hvilket er omkring 15 minutter før tidtabellen. Ved gaten stod en servicemedarbejder med et skilt, der viser, at bagageudlevering og udgang sker ved område 2A. Det hele kan godt virke noget forvirrende, da der er tre exit-retninger at gå efter.

Der er mange exit-veje, når man ankommer til Helsinki-Vantaa Airport (Foto: Ole Kirchert Christensen)

Efter at have fået udlcveret bagagen, der er relativt hurtigt ude på båndet som følge af en priorty-tag, kunne vi cirka 15 minutter efter ankomst til gate gå gennem tolden og fortsætte turen til vores destination. Her kan der vælges mellem lufthavnstoget til 5,50 euro, eller 41 kroner per vej, men det er også muligt at bestille en gul lufthavnstaxa til en fast pris. Samlet pris for to personer til bycentrum er 29,50 euro (220 kroner) i en shuttle og 38 euro (285 kroner) i en privat lufthavnsataxi.

Samlet bedømmelse
Finnair tilbyder et kvalitetsprodukt, der er er klart bedre end rejser på SAS Plus på fra Danmark til Helsinki. Det trækker ned, at man beslutter sig for meget tidlig boarding, så den planlagte arbejdstid i loungen i Billund reduceres. Detaljer som manglende kage/frugt til måltidet samt at der ikke bliver budt kaffe rundt anden gang, er også noget, der kan forbedres. Manglende strømstik i sædet, fravær af danske aviser samt en benplads, der kunne være bedre, påvirker også helhedsindtrykket, men det rokker ikke afgørende ved, at selskabet leverer service og kvalitet af høj klasse.

CHECK-IN.dk var inviteret af Finnair til at prøve selskabets rute mellem Billund og Helsinki. Flyrejsen var betalt af Finnair.

Om flyvningen Rutenummer: AY700 Fra/til: Billund-Helsinki Dato: 02. juni 2017 Flyselskab: Finnair Serviceklasse: Business Sæde: 2D Jeg bliver nødt til at starte med en tilståelse. Jeg har altid været en slags Finnair-fan. Fløj for første gang med selskabet i begyndelsen af 1980´erne til Helsinki og Budapest direkte fra København og sidenhen til Kina fra 1988 og fremad, da Finnair blev det første flyselskab til at flyve direkte fra Europa til Beijing via Sibirien. Flyvninger i nyere tid har været mellem København og Helsinki. Da det finske flyselskab altid har stået som noget særligt for mig, glædede jeg mig til at se, om…

Bedømmelse

Samlet bedømmelse

Oversigt :
Plus: God mad, professionel betjening, behagelig kabineindretning.

Minus: For tidlig boarding, manglende strømstik, mindre benplads end flere konkurrenter.