Det britisk-finske joint venture Flybe Nordic bekræfter overfor det anerkendte Air Transport World, at selskabet fortsat har planer om at udvide aktiviteterne på det danske marked.
Da Cimber Sterling gik konkurs i begyndelsen af maj måned, åbnede der sig enorme muligheder for britisk-finske Flybe Nordic på det danske marked. Selskabet havde allerede i efteråret 2011 erklæret, at man havde store planer for det danske marked fra foråret 2013, så Cimber-konkursen kom i princippet som en gave sendt fra himlen.
Men nu er der snart gået fire måneder efter Cimber Sterlings konkurs, uden at Flybe har gjort alvor af at fremrykke sine planer. I stedet har DAT, SAS og Norwegian samletfyldt hullerne ud efter Cimber Sterling på indenrigsruterne fra Københavntil Bornholm, Sønderborg, Billund og Karup.
Men Flybe´s planer for det danske marked lever stadig. Ifølge det anerkendte amerikanske luftfartsmedie Air Transport World bekræfter Mike Rutter, der er topchef for Flybe Europe, at man planlægger en ekspansion på det danske marked.
Imidlertid er markedets tålmodighed ved at slippe op med Flybe, der ved flere lejligheder har indikeret, at en ekspansion i Danmark var nært forestående. På et tidspunkt valgte administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT at omtale den britiske konkurrent som “Fly-Maybe“ med henvisning til de mange uindfriede udmeldinger.
Beslutning udsat
I midten af juni måned mødtes Flybe Europe´s kommercielle direktør Fred Kochak med de største vestdanske virksomheder. Her var meldingen, at der ville komme en “meddelelse“ om planerne for det danske marked inden udgangen af juni måned.
Fred Kochakbekræfter overfor CHECK-IN.dk, at de danske planer stadig er aktuelle.
“Sommerferieperioden har gjort det lidt sværere at færdiggøre vores beslutning rent logistisk set, men jeg håber stadig, at vi snart vil have nogle gode nyheder at kunne fortælle.“
Det var angiveligt på et bestyrelsesmøde hos Flybe den 20. juni, at beslutningen om en ekspansion i Danmark skulle træffes. Men et tilfredsstillendebeslutningsgrundlag var tilsyneladende ikke til stede.
Problemethar væretmanglende flykapacitet. Flybe havde i princippet tre muligheder for at få kabalen til at gå op. Først og fremmest kunne Flybe vælge at indleje fly og besætning fra andre selskaber på welease-basis. Alternativt skulle der lukkes ruter i Finland for at frigøre fly, eller også skulle ekspansionen udsættes til sidst på året, hvor Flybe Nordic får rådighed over 12 Embraer E-190 jetfly, der skal opereres i samarbejde med Finnair. Sidstnævnte løsning vil kunne frigøre kapacitet til brug for etableringen på det danske marked.
Tilsyneladende har Flybe valgt at se bort fra den relativt dyre løsning med at indleje en operatør. Man har dog lukket ruter fra Helsinki til Gdansk og Trondheim for at frigøre kapacitet, men det har ikke været nok for en satsning i Danmark.
Muligheder i slutningen af oktober
Flybe har siden begyndelsen af maj måned flere gange ansøgt om slots i København og Billund, der er de eneste slotrestriktive lufthavne i Danmark. Der har været forskellige starttidspunkter, og den seneste slotansøgning har opstart den 9. september.
Det anses dog ikke for sandsynligt, at Flybe kan være klar til en ruteåbning i løbet af 14 dage. Alt pegerefterhånden på, at Flybe først forventes klar med den danske satsning fra slutningen af oktober måned, når der driftsmæssigt overtages 12 fly fra Finnair.