Første Dash 8-Q400 fil Flybe version 2. (Foto: Paul Townsend | Birmingham Airport Aviation)

Jagter piloter fra konkursramt flyselskab

Både piloter og andet personale, der var ansat ved Flybe, indtil selskabet gik konkurs, er i høj kurs hos flere andre flyselskaber, som forsøger at få de afskedigede medarbejdere på lønningslisten.

Lørdag i sidste uge blev det offentliggjort, at det britiske regionale flyselskab Flybe – ligesom det tidligere selskab af samme navn – har indstillet flyvningerne og er blevet taget under konkursbehandling.

Konkursen får den konsekvens, at 277 ansatte skal på udkig efter nyt arbejde, men det bliver efter alt at dømme ikke nødvendigvis en vanskelig opgave. Flere andre flyselskaber har nemlig allerede meldt sig på banen og erklæret, at der er ledige stillinger hos dem.

Den hurtige reaktion skyldes, at der trods den økonomiske situation i øjeblikket fortsat er fremdrift på markedet. Derudover har mange flyselskaber svært ved at rekruttere tilstrækkeligt med piloter til at understøtte de lagte vækstplaner, og derfor er selskaberne interesserede i at overtage de medarbejdere, der er kommet i klemme i Flybe-kollapset.

Kan komme hurtigt i gang
I forbindelse med konkursen har Ryanair offentliggjort en meddelelse, hvor selskabet henvender sig direkte til de medarbejdere, der nu står uden arbejde. Her skriver lavprisselskabet, at man både søger piloter, kabineansatte, jordpersonale, flyteknikere og administrative medarbejdere.

Ryanair har desuden iværksat en ”hurtigere rekrutteringsproces” for de tidligere Flybe-ansatte således, at de kan komme i arbejde igen ”meget hurtigt”. I tillæg hertil garanterer selskabet eventuelt kommende flypersonale, at de vil blive placeret på en base i Storbritannien.

EasyJet mangler ikke piloter i øjeblikket men opfordrer konkursramte kabineansatte til at søge de i alt 250 ledige stillinger, som flyselskabet har i London-Gatwick og London-Luton. Det lyder desuden, at rekrutteringsprocessen er blevet indrettet på en sådan måde, at tidligere Flybe-ansatte kan være i gang igen inden for ti dage. Det skriver BBC.

Skal omskoles
Ligesom de to konkurrerende lavprisflyselskaber er Wizz Air ligeledes gået på jagt efter nogle af de medarbejdere, der nu står uden job. Derfor vil selskabet arrangere en række rekrutteringsdage i Birmingham, hvor Flybe etablerede selskabets første base i november 2021. Ifølge Simple Flying vil det dog også være muligt at deltage via internettet.

Meldingen fra Wizz Air er, at selskabet særligt er på udkig efter kabinepersonale og piloter. Såfremt en eventuel ansøger har et EASA-certifikat, kan de søge om at blive kaptajn eller styrmand hos enten Wizz Air UK, Wizz Air Hungary eller Wizz Air Malta.

Et skifte til et af de tre nævnte selskaber vil dog formentlig betyde, at de tidligere Flybe-piloter skal omskoles og have en ny type rating, da det konkursramte selskab gjorde brug af en flåde bestående af ti Dash-8-fly, hvorimod de andre selskaber benytter flytyper fra Boeing og Airbus.


Relaterede artikler:

Britiske Flybe er atter kollapset

Flybe genopstår med 23 ruter

NAC leverer første af 12 fly til nyt Flybe