PLAY-personalet havde iført sig røde trøjer med nr. 10 på ryggen på træningsturen til København. (Foto: PLAY)

Flyselskab hylder det danske fodboldlandshold

Kabinepersonalet hos islandske PLAY iførte sig på en træningstur fra Reykjavik til København røde trøjer som en hyldest til Christian Eriksen og det danske fodboldlandshold.

Det nystartede islandske lavprisflyselskab PLAY debuterer den 24. juni på ruten mellem Keflavik International Airport og London Stansted Airport, og forberedelserne er i den afsluttende fase. 

Søndag gennemførte PLAY en træningsflyvning til København som rutenummer BU9000/9001 med selskabets kabinebesætninger ombord på det første Airbus 321-fly, der blev leveret den 15. juni.

PLAY ønskede ikke, at personalet skulle præsentere de nye uniformer på træningsflyvningen, så derfor blev det besluttet at bede tøj- og uniformsproducenten Henson at lave en særlig uniform til dette formål. Den aktuelle besætning på flyvningen blev derfor iført en rød trøje med “Denmark” og et 10-tal på ryggen som hyldest til Christian Eriksen og det danske fodboldlandshold.

“Vi benyttede lejligheden til at hylde vores danske fætre og deres modige fodboldlandshold i lyset af de seneste begivenheder. Vi er røde, vi er hvide,” skriver PLAY’s administrerende direktør Birgir Jonsson i et opslag på de sociale medier.

A321-flyet før træningsflyvningen til København. (Foto: PLAY)

Til København fra midten af juli
Når PLAY den den 22. juli åbner ruten fra Keflavik til København, er der således god mulighed for, at man allerede på forhånd har vundet en del danske hjerter med den særlige markering for at hylde de danske fodboldhelte.

Herudover vil der fremover være masser af røde og hvide farver ombord på flyene, da de særlige kønsneutrale uniformer til flyselskabets personale netop har den røde farve som udgangspunkt – i lighed med selskabets fly.

PLAY starter op med to ugentlige afgange, og fra den 1. august opgraderes til fire ugentlige afgange på mandage, torsdage, fredage og søndage. 

Der flyves med nyere Airbus A321neo, der oprindeligt blev leveret til mexicanske Interjet, der nu er konkurs. Flyene var hos det mexicanske selskab indrettet med 192 sæder, men det er endnu usikkert, hvordan PLAY har valgt at konfigurere flyene, når de fremover skal på vingerne i tæt konkurrence med blandt andre Icelandair og SAS.

 

Relaterede artikler:

PLAY klar med kønsneutrale uniformer

Nyt flyselskab klar til Københavns Lufthavn

Nyt islandsk lavprisflyselskab skal hedde PLAY