Foto: Croatia Airlines (Foto: J. Skof)

Flyselskab sendte en tredjedel af flåden til CPH

EM-fodboldkampen i København mellem Kroatien og Spanien fik Croatia Airlines til at øge trafikken til og fra CPH markant. Men flyene blev parkeret i Malmø.

Croatia Airlines havde mandag en rigtig god dag i København. Også selvom Kroatien tabte EM-kampen mod Spanien efter forlænget spilletid.

Flyselskabet havde valgt at reservere en tredjedel af sin flåde til at flyve fodboldglade kroater fra hjemlandet til København.

Selskabet gennemførte mandag med fire fly i alt fem flyvninger til CPH. Fire af flyvningerne var chartrede, mens det sidste var det normale morgenfly mellem Zagreb og København.

Heftig trafik fra Zagreb
Ifølge netmediet simpleflying.com benyttede Croatia Airlines disse fly i løbet af mandagen:

9A-CTH, en Airbus A319, forlod Zagreb kl. 07:15 og ankom til København kl. 09:10. 9A-CTH vendte tilbage til Zagreb kl. 11:30 og tog endnu en rotation til København, hvor det forlod Zagreb kl. 12:30 og ankom til København kl. 14:20.

9A-CTG, en Airbus A319, forlod Zagreb kl. 07:45 og ankom til København kl. 09:40. 9A-CTJ, en Airbus A320, forlod Zagreb kl. 08:00 og ankom til København kl. 09:50.

9A-CQA udførte sin planlagte rotation fra Zagreb til København, forlod Kroatien kl. 08:00 og vendte tilbage kl. 13:45.

Parkeret i Malmø
Af de fire Croatia Airlines-fly, der fløj til København, var det kun ruteflyet, der umiddelbart vendte tilbage til Zagreb.

Resten blev parkeret i lufthavnen i Malmø, hvor flyene stod, indtil de efter kampen via CPH fløj hjem til Zagreb. Det skyldes, at Københavns Lufthavn har indført en to timers parkeringsregel under EM i fodbold.

Tirsdag morgen valgte Croatia Airlines at opgradere kapaciteten på  Zagreb-København-Zagreb-ruten fra et Dash 8 400-fly til en Airbus A320, så der var kapacitet til fodboldfans, der valgte at overnatte i København.

Samlet har Croatia Airlines 13 fly i flåden. Det er syv Airbus A319/Airbus A320 samt seks Dash 8.

Flere selskaber leverede fans
Croatia Airlines var ikke ene om at flyve fra Kroatien til Danmark mandag. Det nye kroatiske charterflyselskab ETF Airways havde sendt sin Boeing 737-800 til København fra Zagreb kl. 07.45.

Fra kystbyen Pula havde SAS Airbus en afgang til København med en Airbus A320neo.Fra Split, Kroatiens næststørste by, fløj Norwegian Air til København med en Boeing 737-800.

 

Relaterede artikler:

Flyselskab hylder det danske fodboldlandshold

Sådan skal landsholdene flyve under EM

Ikonisk MD 82 har endt sine dage i Iran