Fokus på omkostninger i SAS-regnskab

Når SAS onsdag fremlægger sit regnskab for andet kvartal, så er analytikerne mere interesserede i om selskabet fortsat reducerer sine omkostninger end hvordan resultatet på bundlinjen ser ud.

Beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed. Det er som bekendt de tre vigtigste ting, når man skal sælge et hus. De tre vigtigste ting, når SAS onsdag morgen kl. 8 offentliggør sit regnskab for andet kvartal, er omkostningsreduktioner, omkostningsreduktioner og omkostningsreduktioner. Har selskabet været i stand til fortsat at drive omkostningerne ned. Sådan lyder det i kor fra flere aktieanalytikere, som CHECK-IN.dk har talt med.

”Det interessante bliver ikke resultatet. Det bliver, om de har tjent mere per passagerkilometer og fået belægningsprocenten op. For hvis ikke de har det, så kan de kun tjene penge ved at skære i omkostningerne,” forklarer en analytiker til CHECK-IN.dk.

”SAS har været gode til at styre kapaciteten så belægningen på flyene er steget. Men jeg tvivler på at det har været nok til at opveje prispresset fra konkurrenterne,” siger Lars Heindorff fra den nordiske investeringsbank ABG Sundal Collier til CHECK-IN.dk

”Derfor handler det om fortsat at reducere omkostningerne, så SAS på enhedsomkostninger kan komme ned i nærheden af Norwegian, der i stigende grad bliver et reelt alternativ på mange ruter,” siger Lars Heindorff.

Fortsat skrider frem
SAS-chef Rickard Gustafson har iværksat rationaliseringsprogrammet 4Excellence, der skal nedbringe omkostningerne med 3-5 procent om året. Og status på det projekt er det, som analytikerne vil holde øje med i regnskabet.

”Det er ekstremt vigtigt, at spareplanen fortsat skrider frem. For SAS er fanget imellem høje brændstofudgifter og stadig lavere billetpriser. Eneste vej ud af den klemme er at få omkostningerne ned og udnytte flyflåden bedre,” siger en analytiker til CHECK-IN.dk.