Fly fra Ryanair og Wizz Air (foto: Mark Harkin | Creative Commons Attribution 2.0 Generic license.)

Fortsat tocifret lavprisvækst

Europas fire største lavprisflyselskaber er vokset med 9,3 mio. passagerer i årets fire første måneder, og det repræsenter en samlet vækst på 13,4 procent.

Vækstpotentialet i det europæiske luftfartsmarked ligger i disse år i segmentet for fritidsrejsende. Det profiterer Europas største lavprisflyselskaber af, og i årets fire første måneder er det således lykkedes at øge det samlede passagertal med 9,3 milioner i forhold til samme periode året før.

Fremgangen svar til en sammenlagt gennemsnitlig vækst på 13,4 procent for Ryanair, easyJet, Norwegian og Wizz Air, der er de fire lavprisflyselskaber, der indgår i tallene. Men selvom væksten er tocifret og markant, er væksttempoet ikke det samme blandt de fire store aktører.

Ungarske Wizz Air er således endnu engang højdespringeren, idet selskabet fra januar til april er vokset med flere end 1,5 mio. passagerer, hvilket svarer til en stigning på imponerende 23,9 procent. Samlet har 7,9 mio. passagerer fløjet med selskabet i årets fire første måneder. Med 81 fly og ruter til 140 lufthavne i 42 lande, er Wizz Air samtidig blevet det største flyselskab i Central- og Østeuropa.

Norwegian bagud på belægningsprocent
Mens Wizz Air er Europas fjerdestørste lavprisflyselskab, kigger Norwegian som det tredjestørste sig konstant over skulderen. Det irsk-norske lavprisflyselskab kan nemlig ikke holde trit med den ungarske lavpriskonkurrent, der buldrer frem. Norwegian havde fra januar til april en passagervækst på 14,4 procent til samlet 9,3 millioner passagerer. Der er således år til dato kun 1,4 mio. passagerer, der adskiller de to flyselskaber, og Wizz Air har i denne periode halet ind på Norweigan med næsten 400.000 passagerer.

Norwegians udfordring er blandt andet at få flere passagerer ombord i flyene. I de seneste 12 måneder har den gennemsnitlige belægning været på 87,6 procent, og de tre europæiske lavpriskonkurrenter ligger alle med et gennemsnit på over 90 procent.

”Det er glædeligt, at flere vælger at flyve med Norwegian. Væksten fortsætter internationalt, hvilket er vigtigt for selskabets internationale ekspansion og værdiskabelse samt gør os i stand til at etablere nye arbejdspladser”, siger Norwegians koncernchef Bjørn Kjos i en kommentar til de seneste trafktal fra selskabet.

Norwegian beskøftiger i dag 112 Boeing 737-800 fly samt 11 Boeing 787 Dreamlinere og flyver til omkring 130 destinationer i Europa, Nordafrika, Mellemøsten, Thailand og USA, mens Singapore kommer på rutekortet i slutningen af september.

Passagervækst hos Europas fire største lavprisflyselskaber
(Januar til april 2017)

 Flyselskab Jan-apr 17 Jan-apr 16 Vækst Vækst pct.
Ryanair  37.670.000  33.300.000 4.370.000  13,1 %
EasyJet  23.535.063  21.307.024 2.228.039  10,5 %
Norwegian  9.292.699  8.125.130 1.167.569  14,4 %
Wizz Air  7.896.886  6.373.879 1.523.007  23,9 %
Kilde: Flyselskaberne

 

Brexit-bekymringer hos easyJet og Ryanair
Ryanair og easyJet holder begge også et relativt højt væksttempo med henholdsvis 13,3 og 10,5 procent flere passagerer fra januar til april i år sammenlignet med samme periode sidste år.

I april havde Ryanair en rekordhøj belægning på 96 procent som følge af påsken, mens easyJet havde solgt 93 procent af den udbudte kapacitet, og det eneste, der kan stoppe de to lavprisflyselskabers vækst er tilsyneladende Brexit og de konsekvenser, som det fører med sig.

Ryanair har meddelt den britiske regering, at man forventer en snarlig udmelding omkring, hvad kan kan forvente sig i luftfartsindustrien, når Storbritannien træder ud af EU, da det endnu er uklart, om Storbritannien kan være med i Open Skies-aftalen i EU. I løbet de kommende 10 måneder har Ryanair brug for en afklaring, da trafikprogrammet for sommeren 2019 vil blive offentliggjort i marts 2018.

“Her ni måneder efter folkeafstemningen om Brexit er vi ikke tætterre på at vide, hvilken virkning det vil få for luftfarten. Det er bekymrende, at den britiske regering ikke synes at have nogen Plan B for at bevare Storbritannien liberaliserede flyforbindelser til Europa i tilfælde af, at det ikke vil være muligt at blive i ‘Open Skies’ samarbejdet,” sagde Ryanairs marketingdirektør Kenny Jacobs i slutningen af marts.

Bekymringen er også stor hos easyJet, der har to driftsselskaber registreret i henholdsvis Storbritannien og Schweiz. Ingen af disse to lande vil være en del af EU i fremtiden, og easyJet er i de afsluttende forhandlinger om køb af et flyselskab med en operativ driftstilladelse i et EU-land, således at det vil være muligt at fastholde 30 procent af trafikken, der udelukkende foregår mellem EU-lande. Samtidig har det britiske lavprisflyselskab truet med at flytte selskabets hovedkontor fra London Luton Airport til en by i et EU-land.

Ryanair beskæftiger 390 Boeing 737-800 fly, der flyver til og fra 200 lufthavne i 33 lande, mens easyJet fra opererer sammenlagt 260 fly fordelt på 143 A319-200 samt 126 A320-200 til over 130 lufthavne i 32 lande.

 

Relaterede artikler:

Ryanair med gigantoprustning i Frankfurt

Wizz Air udfordrer Ryanair i London

Wizz Air ind på Lufthansas hjemmebane

Wizz Air toppede lavprisvæksten i 2016

Østeuropæere puster Norwegian i nakken