Jan Juul Christensen, kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn. (Foto: CPH | PR)

Fra Socialdemokratiet til Københavns Lufthavn

Jan Juul Christensen er ansat som ny kommunikationsdirektør i Københavns Lufthavn. Han kommer direkte fra en stilling som partisekretær hos Socialdemokratiet.

Københavns Lufthavn har været uden kommunikationsdirektør siden Peter Goll i september 2020 forlod stillingen for at hellige sig arbejdet som selvstændig konsulent. 

Nu er det endelig lykkedes at finde afløseren, der træder direkte ind i lufthavnens ledergruppe. Valget er faldet på den 51-årige Jan Juul Christensen, der siden foråret 2016 har været partisekretær hos Socialdemokratiet.

“Med Jan Juul Christensen som ny kommunikationsdirektør får vi en erfaren leder med indgående viden og et stærkt netværk i politik, medie- og kommunikationsverdenen,” udtaler, Thomas Woldbye, administrerende direktør i Københavns Lufthavn.

Vigtig rolle under genstarten
Lige nu befinder Københavns Lufthavn sig midt i den værste krise nogensinde, og ifølge lufthavnen forestår der et stort arbejde med at genopbygge trafikken efter coronapandemien samtidig med, at CPH fastholder styrken til den grønne omstilling, og her får den kommende kommunikationsdirektør sine opgaver i forhold til kommunikation og stakeholder relations.

“Der er brug for al den erfaring Jan Juul Christensen tager med til Københavns Lufthavn. Vi har måttet sige farvel til flere end 800 medarbejdere, bremse investeringer og trække mere end to milliarder på kassekreditten for at holde CPH åben for fragt og den smule passagertrafik, der har været. Nu er vi i gang med at genstarte lufthavnen – og her vil Jan få en vigtig rolle,” uddyber Thomas Woldbye.

Med i bagagen har Jan Juul Christensen blandt andet erfaring som managing partner hos Rud Pedersen Public Affairs, kommunikationschef for KODA samt senior rådgiver hos Radius. Han er uddannet Cand. Scient. i PR fra Roskilde Universitet i 1994.

Stor og spændende virksomhed
Jan Juul Christensen, der tiltræder den 1. oktober 2021, får i CPH ansvaret for public & regulatory affairs, presse, corporate responsibilty, intern kommunikation, brand samt nabo-kommunikation.

”Københavns Lufthavne A/S er en af Danmarks største og mest spændende virksomheder, der har stor betydning for Danmarks økonomi og erhvervsliv. Coronapandemien har ramt lufthavnen hårdt på omsætningen, og udfordringen er nu at få genskabt rejseaktiviteten og genrejst virksomheden. Jeg skal sammen med afdelingen blandt andet bidrage til at gennemføre lufthavnens strategi og fremme en ansvarlig og bæredygtig drift og omstilling af lufthavnen – en opgave, jeg glæder mig meget til,” udtaler Jan Juul Christensen i en pressemeddelelse.

 

Relaterede artikler:

Kommunikationsdirektør forlader CPH

Københavns Lufthavn klar med ny Public Affairs-chef

Direktør forlader Københavns Lufthavn