Globalt flyselskab lander i Billund

Billund Lufthavn vil onsdag formiddag løfte sløret for en ny daglig rute betjent af et globalt flyselskab, der vil etablere sig i den vestdanske lufthavn. Kilder peger på IAG-selskaberne British Airways og Iberia.

Tirsdag morgen havnede en invitation fra Billund Lufthavn i redaktionens indbakke. Lufthavnen invitererede til pressemøde onsdag formiddag for at præsentere “et nyt stort og verdensomspændende flyselskab, der fremover dagligt vil flyve en attraktiv rute fra Billund og supplere det nuværende rutenet på fornem vis,“ hedder det i invitationen.

Store ord en tirsdag i oktober, og derfor angiveligt også noget stort på vej.

CHECK-IN.dk erfarer, at International Airlines Group (IAG), der er moderselskab for British Airways og Iberia vil være til stede ved pressemødet.

Dermed kan pilen pege hen på en London-rute med British Airways til enten Heathrow eller Gatwick, eller måske en rute til Madrid i samarbejde med Iberia.

London eller Madrid
Med en daglig rute er der tydeligvis tale om et netværksselskab – og ikke et lavprisflyselskab. Og hvis man ser, hvordan Billund Lufthavns rutekort er dækket med selskaber som Air France, KLM, Lufthansa, Brussels Airlines samt Turkish Airlines, kan der kun være IAG-gruppens selskaber tilbage.

Herudover vil der samtidig være tale om en rute til en af de 10 største lufthavne i Europa, for at kunne matche de forventninger, som Billund Lufthavn stiller op.

Blandt de europæiske top10-destinationer flyves der i dag fra Billund til Paris-CDG, Frankfurt, Istanbul, Amsterdam, München og Barcelona. Dermed er der blot fire mulige lufthavne tilbage, henholdsvis London-Heathrow, London-Gatwick samt Madrid-Barajas og Rom-Fiumicino.

Hvorvidt det nye selskab skal flyve til Heathrow, Gatwick eller Madrid får man således svaret på onsdag formiddag. Et ting er dog sikkert. Er Heathrow den nye destination, er Billund Lufthavn for alvor rykket et trin op i den europæiske lufthavnselite.