En ny analyse giver et overblik over de 10 flyruter i Europa med mest turbulens. Otte af ruterne begynder eller slutter i det samme land. 2024 blev et år med flere voldsomme turbulenshændelser.
De fleste flypassagerer har på et eller andet tidspunkt oplevet turbulens, mens de har siddet i flysædet eller stået i toiletkøen i kabinen på et fly.
Ofte tænder flyets piloter skiltet med spændt sikkerhedsbælte, inden turbulensen for alvor sætter ind, men nogle gange kommer turbulensen ud af det blå. Og der kan være stor forskel på, hvor kraftig turbulensen er.
Nu viser ny forskning, hvilke flyruter i Europa der er mest tilbøjelige til at blive ramt af turbulens. Det er turbulenssporingssitet Turbli, der ifølge Euronews har undersøgt omfanget af turbulens hen over det europæiske kontinent. Og der viser sig en særlig tendens, i forhold til hvor i Europa de mest turbulente ruter er.
Let turbulens i Europa
Turbli bruger en såkaldt eddy dissipation rate (EDR) for at kvantificere sandsynligheden for tubulens. Dette er en måling af atmosfærisk turbulens, som er uafhængig af flyets egenskaber. Det er samtidig standardmålingen for luftturbulens, der bruges af International Civil Aviation Organization (ICAO) og World Meteorological Organization (WMO).
De 10 mest turbulente ruter i Europa i 2024 var følgende med EDR-scoren i parentes – begyndende med den mest turbulente: Nice–Genève (EDR 16.07), Nice–Zürich (15.49), Milano–Zürich (15.41), Milano–Lyon (15.37), Nice–Basel (15.33), Genève–Zürich (15.05), Nice–Lyon (14,99), Genève–Venedig (14.78), Lyon–Zürich (14,74) samt Venedig–Zürich (14,67).
Ifølge Turbli betegnes alt under en EDR på 20 som ”let” turbulens, hvor værdier mellem 20 og 40 er ”moderat”. Ingen ruter i verden rangeres med en værdi over 40, selv om individuelle grænser sandsynligvis kan have krydset denne grænse.
Dermed begyndte eller sluttede otte af de 10 mest turbulente ruter i 2024 i Schweiz, mens andre ruter går over eller rundt om Alperne.
Verdens mest turbulente ruter er i Sydamerika
Til sammenligning med Europa var de mest turbulente flyruter i verden i 2024 alle i Sydamerika, hvor de krydsede Andesbjergene. Den mest turbulente rute (EDR: 24,68) var Mendoza til Santiago – med Cordoba til Santiago på andenpladsen og Mendoza til Salta på tredjepladsen.
Flyvning over eller i nærheden af bjerge kan generelt forårsage turbulens som følge af den måde, vinden interagerer med terrænet.
Turbulens var flere gange et samtaleemne i 2024 – mere end nogensinde før. Én af de mest alvorlige hændelser med turbulens dette år fandt sted i maj på en flyvning med Singapore Airlines, hvor en person døde. Ifølge Euronews var det første gang siden 1997, at en person døde på en flyvning som følge af turbulens.
Data fra de civile amerikanske luftfartsmyndigheder, FAA, viser, at der i perioden fra 2009 til 2023 blev 37 passagerer og 146 besætningsmedlemmer alvorligt såret som følge af turbulens. Turbulens er den største enkeltårsag til skader på personer på kommercielle flyvninger.
Relaterede artikler:
Kraftig turbulens: SAS-fly vender om på vej til USA