Her er SAS’ nye irske underleverandør

SAS’ nye legekammerat på regional jet-markedet har speciale i flyvninger fra London City Airport og har været ejet af en af de helt store europæiske luftfartskoncerner.

CityJet. Medmindre man har sin daglige gang i London City Airport eller flyver meget på bestemte af Air France’s feederruter til og fra Paris Charles de Gaulle, så er det nok ikke et navn, der ringer en klokke hos særligt mange danske og skandinaviske flyrejsende.

Men det kommer det sandsynligvis til fra 26. marts næste år. Fra den dag vil der nemlig stå ”Operated by CityJet” på siden af otte CRJ900-fly, som flyver SAS-passagerer til og fra Stockholm, Oslo og Helsinki.

Irske CityJet er nemlig SAS’ nye underleverandør af regionaljet-produktion og gør dermed Jet Time, Braathens Aviation, Flybe og SAS’ eget datterselskab, Cimber A/S, selskab i klubben af wet lease-operatører af regionale jetfly og turbopropfly for SAS.

Helt nyt bekendtskab
CityJet skal bruge de kommende måneder på at finde de otte nye CRJ900-fly, som skal bruges i SAS-produktionen. Flytypen bliver et helt nyt bekendtskab for CityJet, der i dag primært anvender Avrojet 85-fly. Det skyldes at lige netop den flytype er skræddersyet til det, der er CityJets speciale – flyvninger ind og ud af den lille London City Lufthavn, hvor banen er kort og indflyvningsvinklen høj.

Selskabet sidder på omkring 25 – 30 procent af trafikken i London City. Desuden flyver selskabet som wet lease-operatør for Air France på en række feederruter til og fra Paris Charles de Gaulle-lufthavnen.

De skandinaviske lufthavne bliver også en nyt bekendtskab for CityJet, der i dag ikke har ruter til Skandinavien.

Tæt på at vælge fly
Lige netop Air France ejede faktisk CityJet frem til maj sidste år. Her blev selskabet solgt til den tyske luftfartskoncern Intro Aviation, der står bag flere andre centraleuropæiske flyselskaber. Efter flere år med underskud er det lykkedes Intro Aviation at rette CityJet op og netop nu er selskabet tæt på at vælge nye fly, der skal afløse de aldrende Avrojet 85-fly.

Aftalen med SAS er første skridt på vejen mod at realisere Intro Aviations plan om, at 60 procent af CityJets omsætning skal komme fra wet lease-opgaver for andre selskaber, og 40 procent skal komme fra selskabets egne ruteflyaktiviteter primært til og fra London City-lufthavnen.