Mens Air France-KLM og Lufthansa Group har haft tilbagegang i indtjeningen i tredje kvartal, viser IAG – med British Airways og Iberia – vejen frem med en vækst i driftsoverskuddet på over 15 procent.
Det nordatlantiske marked er vigtigt for mange flyselskaber, og især for den britisk-spanske IAG-koncern med British Airways, Aer Lingus, Iberia, Vueling og Level.
Det dokumenterer koncernens seneste kvartalsregnskab, der viser stigende omsætning og indtjening på baggrund af en stærk præstation på netop dette marked, som er et strategisk fokusområde, hvor koncernen vil forsøge at styrke sin ledende position. Det nordatlantiske marked udgør således lidt mere end 30 procent af koncernens trafik.
IAG øgede i tredje kvartal kapaciteten i den transatlantiske trafik med 3,9 procent, og passagerindtægterne steg med 3,5 procent. Det var især British Airways, der bar denne stigning, da Aer Lingus i kvartalet blandt andet blev ramt af en pilotstrejke og øget konkurrence.
Over 15 procent vækst i driftsoverskuddet
IAG landede i tredje kvartal en omsætning på 9.329 millioner euro, hvilket svarer til 69,6 milliarder kroner, og det var en fremgang på 7,9 procent i forhold til samme kvartal året før.
Mere vigtigt var, at driftsoverskuddet i kvartalet blev øget fra 1.745 millioner euro (13.0 milliarder kroner) til 2.013 millioner euro (15.0 milliarder kroner). Det svarer til en vækst på 15,4 procent,.
“Vi opnåede en meget stærk økonomisk præstation i tredje kvartal 2024 med en stigning på 15,4 procent i driftsresultatet sammenlignet med samme periode sidste år og forbedrede vores margin til 21,6 procent. Dette skyldes effektiviteten af vores strategi og koncernomspændende transformation,” siger Luis Gallego, koncernchef i IAG.
Forventer et godt fjerde kvartal
IAG er således kommet noget bedre gennem tredje kvartal, end det var tilfældet med konkurrenterne hos Air France-KLM og Lufthansa Group, der begge oplevede faldende indtjening.
I fjerde kvartal er der planlagt en kapacitetsvækst på fem procent, og det ser ud til, at væksten for hele året kommer til at blive i omegnen af seks procent.
“Efterspørgslen er fortsat stærk på tværs af vores flyselskaber, og vi forventer et godt sidste kvartal af 2024 økonomisk,” understreger den spanske koncernchef.
Relaterede artikler:
Overraskende flot kvartalsresultat fra IAG