Luftfoto af airside-området i Schiphol Airport (Foto: Schiphol Group)

IATA: Billetpriser i Europa under inflationsniveauet

Konkurrencesituationen blandt flyselskaber i Europa har medvirket til at sørge for, at prisen på flybilletter til trods for inflation ikke er steget lige så meget som på andre varer, siger IATA.

Selvom Europa står i en økonomisk situation, hvor inflationen er steget over en periode, er europæerne ikke holdt op med at rejse. Det er konklusionen fra IATA, der netop har sammenlignet udviklingen i billetpriserne i Europa med den stigning, som kan aflæses i andre priser.

Flyselskabernes internationale brancheorganisation oplyser, at genopretningen går den rigtige vej baseret på de tal, som man har analyseret. De viser, at de europæiske flyselskaber i gennemsnit nu blot er 3,6 procent under det niveau, som selskaberne havde i 2019.

I juni var prisen på flybilletter i Europa 16 procent højere, end tilfældet var i tiden før COVID-19-pandemien, men det er fortsat mindre end prisen på andre varer, der – ifølge det EU-harmoniserede forbrugerprisindeks EU-27 – var 20 procent over 2019-niveauet.

Kritiserer takststigninger
Generalsekretær Willie Walsh fra IATA slår fast, at han mener, at det er den europæiske konkurrence, som kan tilskrives i hvert fald en del af æren for, at den økonomiske situation i Europa ikke har skubbet flybilletprisen lige så højt op, som man ser på andre områder.

”Flyrejser I Europa har fortsat gang i en stærk genopretning, og der er udsigt til, at de overgår 2019-niveauet i 2024. Konkurrencen på markedet fastholder priserne på 16 procent, hvilket er fire procent under de stigninger som vi ser i det samlede forbrugerprisindeks.”

”Når man tager de store udsving i priserne på flybrændstof og stigende lønninger til de ansatte i betragtning, er det en bemærkelsesværdig præstation, som står i kontrast til den fortsatte øgning af taksterne hos dem, der stiller infrastrukturen til rådighed for os.”

Walshs sidste bemærkning er en henvisning til, at flere europæiske lufthavne er på vej med stigninger i de takster, som flyselskaberne afkræves for brug af eksempelvis baner, terminaler og andre services såsom sikkerhedskontrol i en given lufthavn.

Øges ligeledes i København
De britiske civile luftfartsmyndigheder har givet grønt lys til, at London-Heathrow må hæve taksterne med 56 procent, mens lufttrafiktjenesten NATS må hæve sine med 26 procent, fortæller IATA, mens Amsterdam-Schiphol næste år øger taksterne med knap 15 procent.

Det bliver også dyrere at benytte Københavns Lufthavn, der fra årsskiftet øger taksterne med 28 procent således, at omkostningen stiger med 47 kroner per passager fra de 170 kroner, som prisen er i dag, til i alt 217 kroner.

IATA opfordrer politikerne til at regulere området med henblik på, at taksterne falder. Generaldirektøren hæfter sig ved et konkurrencedygtigt luftfartsmarkeds betydning for erhvervslivet på tværs af Europa.

”Genopretningen i Europa marked for flyrejser har skærpet markedsbetingelserne og gjort dem mere konkurrenceprægede. Det vil forbrugerne opleve i form af, at de får flere ruter og selskaber at vælge imellem. Sidste år blev der etableret 20 nye flyselskaber i Europa, og det vigtigt, fordi større konkurrence på markedet for lufttransport vil gøre Europa til et mere konkurrencedygtigt sted at lave forretninger.”


Relaterede artikler:

Ny IATA-kritik af hollandsk regering i Schiphol-sag

Stadig ikke fuld beskæftigelse i luftfarten efter COVID-19

IATA: 40 procent flere rejsende i Europa i sommeren