Boeing 737 MAX 8 fra Icelandair (Foto: Bradley Caslin | shutterstock.com)

Icelandair vil øge med 10 procent i 2024

Flere frekvenser og nye destinationer skal bidrage til, at kapaciteten øges med 10 procent næste år. Det fortæller Icelandair, som netop har landet den største kvartalsomsætning nogensinde.

Der hersker formentlig en vis tilfredshed på direktionsgangen hos Icelandair i disse dage, da man netop har offentliggjort, at årets tredje kvartal blev den tre måneders periode, hvor det islandske flyselskab har haft den højeste omsætning nogensinde.

I alt omsatte Icelandair for 560,4 millioner dollars, hvilket svarer til 3,9 milliarder kroner. Det aktuelle tal repræsenterer en stigning på godt fem procent fra samme periode i 2019, da flyselskabet landede en omsætning på 533,9 millioner dollars (3,7 milliarder kroner) i samme kvartal for fire år siden.

Kvartalet sluttede også med sorte tal. Icelandair kunne nemlig skrive et overskud på 84,5 millioner dollars på bundlinjen i kvartalsregnskabet. Det svarer til 596 millioner kroner, og også her er det lykkes selskabet at overgå 2019-niveauet.

I tredje kvartal i det sidste normale år, inden COVID-19-pandemien satte ind lød overskuddet på 61,4 millioner dollars (433 millioner kroner). Der er altså tale om en stigning på 37,6 procent.

Fortsat lidt færre passagerer
Icelandair havde i tredje kvartal i alt 1,53 millioner passagerer ombord på de 47 fly, der udgør selskabets flåde. Det er en smule færre end 2019-niveauet, da man dengang fløj med 1,54 millioner rejsende. I år foretog selskabet samlet set 5.781 flyvninger i løbet af de tre måneder.

I alt var den udbudte sædekapacitet hos Icelandair i tredje kvartal 5.543 millioner passagersædekilometer på de afviklede flyvninger, og ud af disse blev 4.683 millioner solgt. Det resulterede i, at selskabet endte med en belægningsgrad på 84,5 procent.

Belægningen er 2,1 procentpoint højere end de 82,4 procent, som den endte på i tredje kvartal 2019, mens punktligheden i år er blevet øget med 4,2 procentpoint, da den landede på 77,9 procent mod 73,7 procent for fire år siden. Punktligheden kaldes også on-time performance. Den defineres ved, at et fly ankommer inden for et kvarter af den tid, som det er opgjort til i tidtabellen.

Vil skrue op for kapaciteten
Bogi Nils Bogason, der er koncernchef ved Icelandair, erklærer sig tilfreds med de resultater, som selskabet opnåede i tredje kvarter, ligesom han ser lyst på den nære fremtid.

”Fremtidstidsudsigterne for vores passagerflyvninger ser gode ud, og antallet af de hidtidige bookinger for resten af i år og næste år er højere, end det var ved samme tid sidste år. Vi oplever, at der fortsat er god efterspørgsel blandt turister, der vil til Island. Disse kommer særligt fra Nordamerika.”

”Til næste år forventer vi moderat vækst og på den baggrund ser vi en mulighed i at forbedre vores effektivitet. Vi vil desuden øge vores kapacitet med omkring 10 procent næste år. Det vil både ske ved, at vi øger frekvenserne til eksisterende destinationer og føjer nye rejsemål til,” siger Bogason, der tilføjer, at de nye destinationer ventes at blive offentliggjort snart.


Relaterede artikler:

Play i fortsat tæt kapløb med islandsk konkurrent

Icelandair slutter tredje kvartal med fortsat vækst

Islandske flyselskaber fortsætter væksten