Cockpittet i et Boeing 737-800-fly fra Jettime. (Foto: Erik Refner | Jettime | PR)

Jettime-piloter skal atter på fuldtid

Produktionen i Jettime har nu igen nået et niveau, hvor alle selskabets piloter kan tilbydes en ansættelse på fuldtid. Flyselskabet planlægger desuden at hente ekstra arbejdskraft ind til foråret.

De svære markedsvilkår under COVID-19-pandemien førte til, at det danske charterflyselskab Jet Time i juli 2020 så sig nødsaget til at indgive en konkursbegæring, men på daværende tidspunkt var størstedelen af selskabets danske ansatte allerede blevet afskediget.

Flyselskabet er efterfølgende genopstået i en ny konstruktion, hvor man har fjernet mellemrummet i navnet, så det i dag hedder Jettime, og i den forbindelse blev alle de fyrede piloter fra selskabets danske afdeling tilbudt at vende tilbage.

Genansættelserne kom i stand via en aftale, som Flyvebranchens Personale Union (FPU) og pilotforeningen Pilot Association Jettime (PAJ) indgik med Jettime. Konkret betød den, at piloterne alle startede med at have en fleksibel deltidsansættelse på 60 procent.

I takt med at Jettime fik behov for mere arbejdskraft, blev de genansatte medarbejdere tilbudt at øge arbejdstiden til 100 procent, inden flyselskabet gik på jagt efter nyt personale. Aftalen sikrede, at alle de fyrede piloter kunne tilbydes et job.

Til fordel for både arbejdsgiver og ansatte
Nu oplyser flyselskabet dog, at fra januar næste år vil alle piloterne kunne gå på fuldtid igen. Det fortæller direktør for forretningsudvikling Birthe Madsen fra Jettime til Fagbladet Luftfart, der er FPUs medlemsblad.

”Vi har 83 piloter ansat i Danmark, som kommer på fuld tid fra januar måned. Vi har haft en god, gensidig og fleksibel aftale. Vores produktion er gået op og ned, og mange har arbejdet mere end 60 procent specielt hen over sommersæsonen.”

”Vi er overraskede over, hvor godt aftalen har fungeret i forhold til det marked, vi har været i. Det har været en fordel for begge parter.”

Klar til at ansætte flere piloter
Jettime oplyser desuden, at forretningen er tilbage på et stadie, hvor det er relevant at ansætte yderligere piloter. Den proces samt træning af de nye medarbejdere forventes at finde sted i løbet af foråret 2023 med henblik på, at cockpit-personalet bliver klar til at foretage flyvninger næste sommer.

Ifølge Brian Rasmussen, der er formand for pilotforeningen PAJ, ønskede man med pilotaftalen dels at sikre, at alle afskedigede kolleger kunne genansættes samt at medvirke til at skabe gunstige vilkår for det nye Jettime, og det mener han har været en succes.

”Det var nogle meget usikre tider, som krævede alternative løsninger, og aftalen var et fornuftigt grundlag at starte op på. Nu er firmaet kommet op at stå, og vi er glade for, at operationen er lykkedes, selvom det har haft økonomiske omkostninger. Vi glæder os over, at der er nye piloter på vej til Jettime. Det er et sundhedstegn og viser, at det går fremad.”


Relaterede artikler:

Jettime opnår IOSA-certificering

Etablerer rute fra Billund til Grønland

125 piloter har fået tilbudt genansættelse