Karsten Lauritzen, ny direktør for DI Transport. (Arkivfoto: Venstre | PR)

Karsten Lauritzen ny direktør for DI Transport

Tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Karsten Lauritzen fra Venstre afløser Michael Svane som ny direktør for DI Transport, der blandt andet sekretariatsbetjener luftfartens brancheforening.

Luftfarten i Danmark havde frem til årsskiftet en kompetent, engageret og afholdt talsmand i Michael Svane, der valgte at foretage en tilbagetrækning fra rollen som direktør for DI Transport for at gå på pension.

DI Transport har siden 2010 sekretariatsbetjent Brancheforeningen Dansk Luftfart (BDL), og fremover bliver det Venstres tidligere skatteminister 38-årige Karsten Lauritzen, der skal varetage rollen. Han træder derfor ud af Folketinget den 31. januar.

Det oplyser Dansk Industri i en pressemeddelelse.

Menneskelige egenskaber og politisk erfaring
Karsten Lauritzen behøver ingen nærmere præsentation, da han har været et kendt ansigt gennem sit medlemskab af Folketinget siden 2007 samt sin tid som skatteminister i Lars Løkke Rasmussens regering fra 2015 til 2019.

Den unge venstreløve er født og opvokset i Løgstør og valgt i Hjørringkredsen, men i dag bor han i København.

 “Jeg er rigtig glad for, at Karsten Lauritzen har sagt ja til jobbet som direktør for en af DI’s store og vigtige brancher. Hans faglige og menneskelige egenskaber og hans store politiske erfaring gør ham mere end kvalificeret til at løse opgaven. Med ansættelsen af Karsten Lauritzen supplerer vi holdet af stærke branchedirektører med endnu en fremtrædende profil, som skal bidrage til at gøre Dansk Industri endnu stærkere,” siger Lars Sandahl Sørensen, administrerende direktør i Dansk Industri.

En stor kapacitet
Lars Sandahl Sørensen understreger, at arbejdet kræver et tæt samarbejde med regeringen og Folketinget, hvor Karsten Lauritzen som branchedirektør samlet set skal varetager transportsektorens interesser.

“Det er et privilegium at få lov at arbejde for virksomhederne i Danmarks største erhvervsorganisation. Jeg får mulighed for at arbejde med nogle af de helt store udfordringer, vi står overfor i Danmark:  Den grønne omstilling og sammenhængen mellem by og land. Jeg glæder mig enormt meget til at komme i gang,” lyder det fra Karsten Lauritzen.

Dansk Industri oplyser samtidig, at nuværende seniorchefkonsulent i DI Transport Rune Noack  er udnævnt til transportpolitisk chef med direkte reference til Karsten Lauritzen.

 

Relaterede artikler:

Luftfartsjournalisterne hyldede “Svanen”

Ændringer i toppen af dansk luftfart

Great Dane Airlines er landet