Den karismatiske direktør for Atlantic Airways, Magni Arge, er fratrådt med øjeblikkelig virkning. Han erstattes allerede i dag af en tidligere SAS-direktør.
Et overraskende direktørskifte i det færøske flyselskab Atlantic Airways har fundet sted hen over weekenden. Administrerende direktør siden maj 1995, Magni Arge, er fratrådt efter mere end 18 år i spidsen for flyselskabet.
Han erstattes med øjeblikkelig varsel af den 52-årige Jørgen Holme, der har en fortid i Air Greenland, Spanair og i SAS som marketingdirektør fra 2005 til 2011. Senest stod Jørgen Holme i spidsen for SEB Kort Danmark.
Atlantic Airways oplyser i en pressemeddelelse, at Jørgen Holme i første omgang skal være en overgangsfigur i forbindelse med, at der lægges en ny strategi for selskabet. Ansættelsen er således tidsbegrænset til to år.
“Magni Arge har været en loyal og dygtig direktør i Atlantic Airways gennem 18 år. Vi er meget taknemmeligt for det han har gjort. Men vi mener, at der skal lægges en ny strategi for selskabet, og der er tidspunktet passende, at Magni Arge forlader selskabet og vi tager Jørgen Holme ind,“ siger bestyrelsesformand Niels Mortensen til CHECK-IN.dk.
For lidt beskæftigelse til Airbus A319-fly
Niels Mortensen ønsker ikke at oplyse de præcise årsager bag det pludselige direktørskifte.
“Vi har ikke fløjet så meget med Airbus A319-flyene som ønsket, så den del af den nuværende strategi har været uheldig,“ siger bestyrelsesformanden til CHECK-IN.dk.
Det er blandt andet nedgangen i charteropgaver for danske rejsearrangører til Egypten, der har fået et af Atlantic Airways tre Airbus A319-fly til at stå næsten ubeskæftiget hen.
Atlantic Airways har siden 2007 været noteret på Fondsbørsen i Reykjavik og siden 2009 i København. Det færøske flyselskab beskæftiger i dag fem fastvingede fly og to helikoptere.