Boeing 737 MAX (Foto: Boeing)

Kjos vil lave flyrute fra Aalborg til New York

Norwegians koncernchef Bjørn Kjos drømmer om mange nye ruter. Nu er en flyrute fra Aalborg til New York kommet på tegnebrættet.

Norwegian har en rute mellem Aalborg og New York i tankerne, når det norske lavprisflyselskab får leveret nye mellemdistancefly i 2017. Det har selskabets koncernchef Bjørn Kjos løftet sløret for i et interview med Ritzau.

Planerne er dog meget lidt konkrete og skal sandsynligvis virke som en appetitvækker for lufthavne, der kunne have interesse i at byde ind på langdistanceruter med de nye Boeing 737MAX 8 mellemdistancefly, som Norwegian efter eget udsagn vil få leveret fra 2017 og fremad.

Ifølge Ritzau vil Norwegian flyve to gange ugentligt fra Aalborg til New York med de nye Boeing-fly.

“Afhængigt af, hvordan markedet udvikler sig, bliver der sandsynligvis tale om to ugentlige afgange fra Aalborg til den amerikanske østkyst, og resten af ugen vil flyet betjene andre byer i Europa, som Aberdeen, Edinburgh og Stavanger,“ siger Bjørn Kjos til Ritzau.

Vil starte før første fly kan leveres
At der stadig er tale om spekulationer og angiveligt et regulært PR-stunt for at tiltrække interesse fra lufthavnene, fornemmer man i koncerndirektørens svar omkring en mulig startdato for ruten.

“Vi får de nye fly i 2017. En sådan rute mellem Aalborg og New York skal starte i foråret, så det kan sandsynligvis blive med start i foråret 2017,“ fortæller Bjørn Kjos i interviewet.

Den eneste hage ved disse planer er, at Boeing ikke er klar til at levere MAX8-flyene før i efteråret 2017. Det fremgår af det officielle materiale fra Boeing, hvor amerikanske Southwest Airlines er lanceringskunde og får første fly af typen i løbet af tredje kvartal 2017.

Ingen aftale med Aalborg Lufthavn
Bjørn Kjos bekræfter i interviewet, at der endnu ikke er “en konkret aftale på plads“ med Aalborg Lufthavn. Forhandlinger om en aftale er end ikke påbegyndt, da Aalborg Lufthavns administrerende direktør Søren Svendsen først blev orienteret om planerne via Ritzau.

“Det er en kanon nyhed for Nordjylland. Vi mener, at der er virkelig stort potentiale i at åbne en langdistancerute fra Aalborg, og vi er selvfølgelig glade for, at Norwegian har øje for det. Vi har faciliteterne til det, og vores udenrigstrafik vokser i forvejen,“ siger Søren Svendsen til Ritzau.

Norwegian åbnede i 2014 en direkte flyrute til New York fra Bergen, der er Norges næststørste by. Ruten blev i første sæson opereret fra den 3. maj frem til den 27. september, men i dette års sommersæson slutter flyvningerne allerede den 29. august og blev også indledt 14 dage senere end det første år, hvilket kunne indikere at potentialet ikke har været tilstrækkeligt uden for højsæsonen.

Bjørn Kjos har tidligere lovet det svenske marked, at de nye Boeing 737MAX8-fly skal benyttes til at flyve fra Stockholm til Boston, Montreal og Delhi, ligesom der er planerne om at flyve fra Barcelona til Cape Town og Rio de Janeiro i 2016, når Norwegian får nye Dreamliner-fly.