Flyr sluttede opstartsåret med et tab på 320 millioner kroner, men til trods herfor har selskabet netop lanceret en offensiv vækstplan med opstart af 21 nye ruter i løbet af i år.
Det norske flyselskab Flyr blev stiftet i efteråret 2020, men første fly blev sendt p vingerne den 30. juni sidste år. Selskabet har netop offentliggjort regnskabet for fjerde kvartal af 2021, og det viser, at selskabet sluttede året med et stort tab.
I årets sidste kvartal tabte Flyr 187 millioner norske kroner (137 millioner danske kroner), hvilket flyselskabet blandt andet tilskriver omikronvarianten, som førte til, at rejserestriktioner blev strammet, og efterspørgslen blandt kunderne faldt.
Der har desuden været store omkostninger forbundet med opstarten af selskabet, og Flyr kom ud af hele året med et tab på 437 millioner norske kroner, hvilket svarer til 320 millioner danske kroner. Selskabet oplyser dog i en fondsbørsmeddelelse, at driften udvikler sig planmæssigt.
Nye ruter fra Bergen og Stavanger
Det store tab får dog ikke Flyr til at skrue ned for blusset. Nærmere tværtimod. Flyselskabet har planlagt opstart af 21 nye ruter i løbet af det kommende sommertrafikprogram.
Det drejer sig om flyvninger fra Bergen-lufthavnen Flesland til Nice i Frankrig, spanske Malaga og Zadar i Kroatien. Derudover vil der blive betjent fire destinationer fra Stavanger-Sola Lufthavn. Flyselskabet vil herfra flyve til Alicante, Málaga og Palma de Mallorca samt til Nice i Frankrig.
Derudover annoncerede selskabet i sidste uge fem nye ruter fra Oslo til Stockholm, Prag, Pisa, Edinburgh og Billund.
Ikke sat til salg endnu
I tillæg til de nye ruter fra den norske vestkyst har Flyr også planer om at flyve yderligere 14 destinationer, men de er endnu ikke sat til salg. Alle disse destinationer vil blive fra Oslo Lufthavn. Herfra vil Flyr have flyvninger til byerne Porto og Faro i Portugal.
Derudover kommer der også flere spanske destinationer på rutekortet, da flyselskabet planlægger opstart til hovedstaden Madrid, storbyen Valencia samt den populære ø Ibiza. I Frankrig vil flyselskabet begynde at flyve til byen Montpellier, der ligger i den sydlige del af landet.
Yderligere vil selskabet flyve til fire nye destinationer i Italien, når der påbegyndes ruter til Venedig, Napoli, Palermo samt byen Alghero på øen Sardinien. Slutteligt vil det norske flyselskab betjene de to største byer i Grækenland, da der også vil blive åbnet ruter til Athen og Thessaloniki.
I løbet af efteråret vil selskabet desuden tilføje Hamborg i Tyskland og byen Las Palma på den kanariske ø Gran Canaria til rutekortet.
Relaterede artikler:
Flyr lander i Billund Lufthavn