KLM udfaser problemfly

KLM har haft mange problmer med sine aldrende Fokker F70-fly. Nu sætter selskabet turbo på udfasningen af flyene, der blandt andet bruges til Aalborg og Billund.

Mindre end to måneder efter at have modtaget den sidste af i alt fem nye Embraer E190 fly til sit datterselskab KLM Cityhopper, har KLM indgået en aftale med leasingfirmaet BOC Aviation om at lease yderligere seks Embraer E190-fly til Cityhopper.

De seks nye fly skal indfases i Cityhopper-flåden allerede fra november i år og frem til april næste år. Dermed sætter KLM farten op på selskabet fortsatte udskiftning af selskabets aldrende Fokker 70-jetfly, som har voldt selskabet en del problemer, til fordel for de nye brasilianske fly. Når de seks Embraer fly afløser syv Fokker 70’ere vil Cityhopper have 28 Embraer E190 og 19 Fokker 70’ere. Det gør selskabet til den største operatør af E190-fly i Europa.

KLM Cityhoppers Embraer E190-fly har plads til 100 passagerer, mens Fokker 70’erne kan tage 80 passagerer.

Otte gange
At Fokker 70’erne ikke længere er helt så driftsikre som tidligere, kan passagererne på ruten mellem Aalborg og KLM blandt andet skrive under på.

Det er således sket otte gange i løbet af det seneste halvandet år, at et Fokker 70-fly fra KLM har haft problemer i Aalborg Lufthavn eller til eller fra lufthavnen. Det seneste tilfælde var den 15. marts i år hvor 70 passagerer måtte evakueres fra et Fokker F70-fly fra KLM Cityhopper. Flyet var i gang med at starte motorerne til afgangen fra Aalborg kl. 06:20, da en marshall opdagede, at der kom røg og flammer ud af den ene motor.

Forrige tilfælde var den 31. januar, hvor det også var det overnattende morgenfly, at det var galt med. KL1332 med planlagt afgang kl. 06.20 var gået på vingerne, men fik motorproblemer i en højde på blot 1.500 meter. Der opstod vibrationer i en af flyets to motorer, hvorfor kaptajnen besluttede sig for at returnere til Aalborg Lufthavn.

Herefter blev der beordret en stand-by sikkerhedslanding, hvor beredskab, ambulancer og politi blev sendt til lufthavnen. Sikkerhedslandingen forløb uden dramatik i øvrigt for de 75 passagerer ombord på flyet.

Samme mønster
Den 18. januar var der også tekniske problemer med et Fokker F-70 fly, der skulle have fløjet på morgenafgangen kl. 06:20. Flyet returnerede senere samme dag til Amsterdam som en færgeflyvning uden passagerer. Samme mønster gjorde sig gældende den 5. december sidste år samt den 7. oktober med et Fokker F-100 fly.

Den 28. juli sidste år var den også gal, da KL1334 skulle afsted fra Aalborg mod Amsterdam. Her måtte man aflyse afgangen, da piloterne fik nogle indikationer i cockpittet, der antydede en teknisk fejl. Flyet tog senere afsted på en tomflyvning til Amsterdam. Det samme skete den 28. april og den 28. marts sidste år. I syv ud af otte tilfælde var det teknikken i Fokker F70-fly, der drillede det hollandske flyselskab.

Efter den sidste hændelse den 15. marts i år besluttede KLM at indsætte Embraer E190-fly på to af de tre daglige afgange fra Aalborg.

KLM har allerede sagt farvel til 20 Fokker 100 fly og er nu i fuld gang med at sige farvel til lillebroderen. Fokker-flyene er bygget på Fokker-fabrikkerne i Holland, der gik konkurs i 1996. Selskabet nåede at bygge næsten 300 Fokker 100 og 47 Fokker 70. Heraf opererer KLM stadig 26. Derudover er der ganske få andre operatører.