EasyJet benytter lavprisfinger CPH Go (Foto: Arne V. Petersen)

Konkurrenter begræder ikke easyJet-exit

Lavpriskonkurrenterne Ryanair og Norwegian vejrer morgenluft, efter at easyJet har besluttet at trække sig fra ruten til London-Luton.

Det var ikke uventet, at London-flyselskaberne på sigt ville foretage tilpasninger af kapaciteten på de stærkt konkurrenceprægede ruter mellem København og den britiske hovedstad. Alligevel kom det som noget af en overraskelse, at easyJet valgt at trække sig helt fra ruten mellem København og London Luton Airport. En rute, der blev fløjet i direkte konkurrence med Ryanair.

“Efter en nærmere analyse har easyJet besluttet at stoppe operationerne på selskabets rute fra London Luton til København fra den 26. marts 2017 på grund af svigtende efterspørgsel. Vi beklager for enhver ulejlighed det vil medføre. EasyJet vil fortsat betjene København fra London Gatwick med op til tre daglige flyvninger,” siger easyJet´s pressechef Katie Kershaw til CHECK-IN.dk.

Dermed må Københavns Lufthavn vinke farvel til en årlig kapacitet på mellem 400.000 og 450.000 sæder på en af lufthavnens London-ruter, der tilsammen hvert år giver 2,2 mio. passagerer mulighed for at flyve til og fra den britiske hovedstad. Den flykapacitet, der har været benyttet mellem London-Luton og København vil fremover blive allokeret til andre ruter.

“EasyJet tilstræber at tilbyde et omfattende og attraktivt netværk med flyvninger, hvor der er størst passagerefterspørgsel. Vi vil omplacere kapaciteten fra vores København-flyvninger til andre ruter fra London Luton. Vi bestræber os på at fastholde og udvikle ruter, som vil være mest populære hos vores passagerer,” siger Katie Kershaw og ønsker samtidig ikke at kommentere, hvorvidt easyJet planlægger at bruge noget af kapaciteten på en rute fra London-Luton til Stockholm.

69 kroner for enkeltbillet til London
Mens flere slikkede sårene efter meldingen fra easyJet om at lukke ned for 25 ugentlige flyvninger i hver retning mellem København og London, var der andre, der vejrede morgenluft.

Konkurrencen mellem Ryanair og easyJet har været intensiv, og sidste år skulle de to selskaber dele samlet 411.295 passagerer på lavprisruten til London-Luton. Ryanair valgte således i løbet af mandagen at sende et tilbud i markedet i anledning af, at easyJet havde besluttet at trække sig.

“Vi har lanceret en kampagne på flyvninger mellem København og London Luton med priser fra 69 kroner for rejser mellem januar og juni,” lød det fra Arune Jaraite, der er ansvarlig for Ryanair i Skandinavien.

Også hos Norwegian var der begejstring over EasyJet´s exit fra Luton-ruten, idet der bliver taget kapacitet ud af markedet. Til gengæld vil Norwegian stadig have en stærk konkurrent på ruten mellem København og London-Gatwick.

“I Norwegian mærker vi meget stor efterspørgsel på vores flyvninger mellem København og London. Vi har hele 51 procent flere bookinger på ruten i første halvår af 2017 sammenlignet med samme periode i år. Udover, at mange fritidsrejsende flyver med os, så ser vi i stigende grad også, at de frekvente rejsende vælger Norwegian, når de skal ud at flyve,” siger informationschef Daniel Kirchhoff fra Norwegian i Danmark til CHECK-IN.dk.

 

Relaterede artikler:

EasyJet trækker sig fra London-rute fra København

EasyJet åbner ny London-rute fra CPH

Ryanair vækstlokomotiv for London-trafik

Hver 12. CPH-passager skulle til London

EasyJet lukker rute fra København til Stansted