Airbus A350-900 i farverne fra Aircalin fra Ny Kaledonien. (Foto: Airbus Commercial Aircraft)

Lille flyselskab fra østat i Stillehavet bliver A350-kunde

Aircalin fra den franske østat Ny Kaledonien i Stillehavet har bestilt to nye Airbus A350-fly, og selskabet fordobler dermed antallet af langdistancefly i sin lille flåde.

Spritnye langdistancefly er på vej til et lille flyselskab i Stillehavet.

Det er Aircalin, som har lagt en ordre på to Airbus A350-900, og da selskabet i forvejen råder over to Airbus A330-900, fordobles dermed antallet af langdistancefly i flåden.

Aircalin hører hjemme i Ny Kaledonien, der var fransk straffekoloni i perioden fra 1853 til 1897. Østaten ligger i det vestlige Stillehavet tæt ved Australien og er stadig fransk territorium.

De to nye A350’ere vil gøre det muligt for Aircalin at understøtte flådetilpasning og flyselskabets udvidelse af langdistancenetværket, oplyses det. Flyene vil blive konfigureret med en treklasses kabine, og der vil blive plads til i alt over 320 passagerer. Blandt andet vil business class blive større end i selskabets A330neo’ere.

Fly er afgørende for ny Paris-rute
Georges Selefen, administrerende direktør hos Aircalin, ser frem til at modtage de to nye A350’ere fra Airbus i de kommende år.

”Disse fly er afgørende for at kunne betjene vores nyligt indviede rute Nouméa-Paris via Bangkok. De vil åbne dørene til flere langdistanceflyvninger og sætte Aircalin i stand til at forfølge sin udviklingsstrategi,” siger han.

Fra Airbus Commercial Aircrafts salgsdirektør, Benoit de Saint-Exupery, er der glæde over, at Aircalin fortsætter med at være kunde hos den europæiske flyproducent.

”Dette vil give Aircalin mulighed for at videreudvikle sit potentiale og åbne op for flere langdistanceruter. Ordren er endnu en anerkendelse af A350 som det førende langdistancefly, der giver brændstofeffektiv service på nogle af verdens længste ruter, samtidig med at flyet tilbyder passagererne det højeste niveau af komfort,” fortæller han.

Fik to spritnye A330’ere i 2019
Airbus A350 bruger 25 procent mindre brændstof end ældre passagerfly af tilsvarende størrelse. Flytypen er i stand til at flyve med op til 50 procent bæredygtigt flybrændstof (Sustainable Aviation Fuel, red.) i tankene. Inden 2030 forventer Airbus, at flytypen vil være 100 procent SAF-kompatibel.

De to nye A350’ere til Aircalin vil dermed tilføjes en flåde, der i forvejen består af to Airbus A320neo og to Airbus A330-900. A330neo’erne blev en del af flåden i 2019, hvor de erstattede selskabets to Airbus A330-200. Flyene er indrettet med tre kabineklasser med plads til i alt 291 passagerer.

Aircalin opererer primært til destinationer i Asien og i Stillehavsområdet. Der flyves med udgangspunkt fra hovedbasen i La Tontouta International Airport, der ligger lidt nordvest for hovedstaden Nouméa.

Regeringen i Ny Kaledonien ejer Aircalin, der blev grundlagt i 1983. Selskabet har omkring 500 medarbejdere.

 

Relaterede artikler:

Tidligere fransk straffekoloni får Airbus A330neo

Airbus leverer første kinesiskbygget A350

Nyt flyselskab opgiver at komme i luften