Airbus har leveret den første kinesiskbyggede A350 fra anlægget i Tianjin. Foto: Airbus

Airbus leverer første kinesiskbygget A350

Den allerførste færdigbyggede A350 i Airbus-anlægget i kinesiske Tianjin er rullet ud af fabrikken. China Eastern Airlines var modtager af langdistanceflyet.

Airbus har nået en milepæl i sit kinesiske produktionsanlæg, der ligger i Tianjin i det nordøstlige af det asiatiske land.

Således har den europæiske flyproducent leveret sin første Airbus A350 fra dets Completion & Delivery Centre (C&DC). Flyet er af varianten A350-900 og blev overdraget til China Eastern Airlines, der er den største Airbus-operatør i Asien og den næststørste i verden. Det kinesiske flyselskab havde i slutningen af juni i år en flåde på i alt 413 Airbus-fly.

”Jeg er stolt over, at Airbus med succes udvidede kapaciteten for C&DC-langdistanceanlægget i Tianjin til A350 – det seneste ny-generationsfly – på en så vanskelig tid i den globale luftfart,” siger George Xu, administrerende direktør for Airbus China.

”Dette er en ny milepæl i det langsigtede samarbejde mellem Kina og Airbus, som yderligere demonstrerer Airbus’ engagement i landet. Tillykke til China Eastern Airlines, vores langsigtede strategiske partner, for at have modtaget den første kinesiskbyggede A350.”

Indgik aftale om A350-produktion i 2019
Tianjin-anlægget til produktion af A350 er placeret samme sted som Final Assembly Line af A320-familieflyene. På A350-faciliteterne er der plads til hele pakken – blandt andet kabineinstallation, malerhal, mulighed for tests og kundeoverdragelse.

Anlægget til produktion af Airbus-langdistancefly blev indviet i september 2017, hvor der i første omgang blev fokuseret på A330-fly. I 2019 udvidede Kina og Airbus samarbejdet ved at underskrive en aftale om at udvide anlægget til også at omfatte produktion af A350-fly.

Og nu er det første A350-langdistancefly altså leveret til China Eastern Airlines, der råder over i alt 349 A320-familiefly, 55 A330-familiefly samt 10 A350-900.

I slutningen af juni i år havde Airbus modtaget faste ordrer på i alt 915 A350’ere fra 49 kunder fra hele verden. Flyet er et af de mest populære langdistancefly, og det reducerer brændstofforbruget med 25 procent. Herudover markedsfører Airbus flyet som det mest støjsvage langdistancefly i verden.

 

Relaterede artikler:

Airbus øger sin flyproduktion i Kina

Kina køber 300 Airbus-fly

Airbus reducerer produktionen med 40 procent