London City Airport har som den første lufthavn i Europa fået anlagt en helt særlig kunstgræstype fra det danske firma Evergreen Aviation.
Kunstgræs kan være den helt rigtige løsning, hvis man gerne vil være uafhængig af årstiderne og græssets naturlige element. Det er populært til især fodboldbaner, men nu melder luftfarten sig også ind blandt køberne af kunstgræs.
London City Airport er således den første europæiske lufthavn med kunstgræs, og det er produceret af den Kokkedal-baserede virksomhed Evergreen Aviation, hvis produkt skulle være fremtidssikret.
Det særlige kunstgræs fra Evergreen Aviation kaldes Aviation Grade Artificial Turf (AGAT) og er en innovativ form for kunstgræs. London City Airport har været på udkig efter netop en sådan form for græs, da den lille hovedstadslufthavn gerne vil løse problemer med eksempelvis birdstrikes – og samtidig minimere omkostninger ved vedligeholdelse.
Kunstgræs fungerer godt
Et 400 kvadratmeter stort prøveareal med kunstgræs blev derfor etableret i begyndelsen af august i et område omkring Bane 27 og taxavej M. Her er der særlig risiko for, at flyene sender løse genstande afsted med motorernes stærke luftstrømme (jetblast, red.). Et problem, der bliver afhjulpet ved, at naturligt græs erstattes af kunstgræs, hvor risikoen for flyvende objekter er mindre.
”Installationen er fundet sted i et område af lufthavnen, hvor flyene laver en bestemt manøvre for at køre på startbanen. Når flyene vender rundt, udsættes det pågældende område for høje niveauer af jetblast, hvilket gjorde området ideelt til en test,” siger Charles Joubeily, der er projektleder i London City Airport.
”Siden installationen har der ikke været problemer med AGAT. Lufthavnen bliver løbende inspiceret, og der er indtil nu ikke rapporteret om udfordringer.”
AGAT er nemt at vedligeholde og har en dokumenteret evne til at reducere og forhindre erosion ved jetblast. Kunstgræsset, der består af plastic, er bæredygtigt og har en kort længde, der gør, at manglen på naturlig flora afholder fugle og andre dyr fra at tage ophold på græsset i jagten på mad eller ly. Og det skal gerne minimere antallet af birdstrikes, som er en særlig risiko i tætbefolkede bydele.
Luftpost fra London City Airport
Nikolaj Duckert er teknisk direktør hos Evergreen Aviation, og han fortæller til CHECK-IN.dk, at det har været en lang og sej kamp for at få overbevist luftfarten om, at kunstgræs er gangbart.
”Jeg har prøvet at sælge kunstgræs i hele Europa og andre dele af verden i otte år, men det er sindssygt svært at komme i gang med noget nyt inden for luftfartsbranchen. En aften har jeg gæster på besøg til middag, og pludselig ligger der en mail, hvor jeg bliver spurgt, om jeg vil komme til London og vise, hvordan det virker,” siger han.
”Jeg tog til London ugen efter, og lufthavnen kunne godt tænke sig at lave et areal i jetblast-området for at se, om det virker. Og hvis det virker, kunne de godt tænke sig at lave det i hele lufthavnen.”
London City Airport er i gang med en stor udvidelse, der indbefatter en parallel taxavej langs hele landingsbanen. Det er i forbindelse med det anlægsarbejde, at lufthavnen nu regner med at investere i kunstgræs på alle græsarealer – et område på cirka 160.000 kvadratmeter.
”Lufthavnen har slet ikke haft nogen udfordringer med kunstgræsset, selv om de har haft kraftig regn. Et areal på 400 kvadratmeter giver ikke nogen ændring i birdstrikes, men hvis det anlægges overalt, fjerner vi mus, rotter, gæs og andre fugle. Og lufthavnen forventer herved at kunne reducere birdstirkes med 16 til 32 procent,” forklarer Nikolaj Duckert.
Der er også den fordel ved kunstgræs, at udrykningskøretøjer kan køre direkte hen over det uden at sidde fast, hvis man vel at mærke laver en solid baseopbygning. Ligeså vel som fly, der havner ud over baneenden og sidder fast, selv vil kunne køre tilbage til asfalten.
To bagsider ved kunstgræs
Men der er imidlertid også to parametre, der gør det svært for lufthavnene at bide på idéen om kunstgræs.
”Konservatismen er en udfordring. I de sidste 100 år har man haft asfalt og græs – og ikke haft andre alternativer,” siger Nikolaj Duckert.
”Og så har kunstgræs også en omkostning. Hvis der er meget lodrette skæl i en lufthavn, og den besparelse, man laver i drift og vedligeholdelse, ikke skinner igennem i anlægsafdelingen, vil det være svært. I det øjeblik, hvor man samler alle funktioner i lufthavnen i ét, så er cost-benefitten rigtig fin på kunstgræs.”
Evergreen Avition har forsøgt at sælge kunstgræsset til en masse lufthavne – herunder flere danske – men ingen har endnu turde tage det første træk på trods af fin interesse i produktet.
”Der er kunstgræs i en del amerikanske lufthavne, og græsset i London City Airport har vist sig at være en ice-breaker i forhold til andre europæiske lufthavne,” slutter Nikolaj Duckert.
Relaterede artikler:
Udvidet London-lufthavn åbner i 2021
SWISS klar med Bombardier C-serie til London City
Ny rute til London City fra nordisk hovedstad