”Åbn grænserne” er navnet på en demonstration, der søndag afholdes på Christiansborg Slotsplads. Budskabet er, at flere grænser bør åbnes for at redde en hårdt trængt luftfartsbranche.
Tidligere på ugen opstod bevægelsen ”Bevar Dansk Luftfart”, hvis budskab er, at coronakrisen og de skærpede rejsevejledninger berører mange tusinde kabinemedarbejdere og piloter i den danske luftfart.
Bag bevægelsen er Cabin Union Denmark, der er den største fagforening for kabinepersonale i Danmark, og som organiserer medarbejdere i SAS, Jet Time og Sunclass Airlines.
Den nye kampagne for at oplyse om den kriseramte danske luftfartsbranche har vakt opmærksomhed blandt flere ansatte i branchen. Det har resulteret i, at der er planlagt en stor demonstration, der har til formål at sprede budskabet fra ”Bevar Dansk Luftfart”.
Demonstrationen har fået navnet ”Åbn grænserne”, og den afholdes fra klokken 12 søndag den 7. juni. Sofie Somogyi er en af initiativtagerne bag arrangementet, der finder sted på Christiansborg Slotsplads i København.
”Jeg faldt over Facebook-siden ”Åbn grænserne nu og bevar dansk luftfart”. Jeg sad i min bil og tænkte, at det var fedt, at nogle gør noget, men om ikke der kunne gøres endnu mere. Jeg legede derfor med tanken om at lave en demonstration for at blive set og hørt. Det er noget, der kan skabe afsæt,” siger Sofie Somogyi, der til daglig arbejder som kabinebesætningsmedlem, til CHECK-IN.dk.
Finder sig ikke i urimelige skærpelser
Udenrigsministeriets nyeste rejsevejledning til danskerne lyder, at man fortsat skal undgå alle ikke-nødvendige rejser – på nær til Norge, Island og Tyskland. Dette gælder frem til den 31. august. Disse rejseskærpelser vil utvivlsomt sende luftfarten endnu dybere ind i krisen.
”Vi vil sprede budskabet om, at vi ikke vil finde os i urimelige skærpelser, baseret på følelser frem for fakta og statistik, og vi demonstrerer for at redde hårdt truede brancher, der klart bør kastes mere lys over,” står der i demonstrationens Facebook-begivenhed. Og Sofie Somogyi uddyber.
”Vi vil lægge pres på politikere, fordi vi finder det urimeligt, at der ikke bliver åbnet mere op. Jeg håber, det kan skabe mest mulig positiv opmærksomhed. Vi håber på en fredelig demonstration, hvor folk kan få sympati for vores branche. Vi må heller ikke glemme hotel- og restaurationsbranchen. Mit hjerte har luftfart ekstra kært, men jeg har også stor sympati med hoteller og restauranter, som er afhængig af turister,” siger hun.
Sofie Somogyi har slået sig sammen med Alberte Leonora Montzé Winther i planlægningen af søndagens demonstration. Initiativtagerne finder det realistisk, at arrangementet kan få deltagelse af op til 500 personer.
Kufferter bruges som bannere
Demonstrationer er typisk ledsaget af store bannere og flag, hvor budskaber bliver malet med store og farverige bogstaver. ”Åbn grænserne”-demonstrationen vil imidlertid vække anderledes opsigt, selv om bannere og flag stadig er velkomne.
”Vi vil anvende kufferter som bannere, da alle har sådan en. Det kan skabe noget symbolsk, og det ser pænt ud. Så kan folk, der går forbi, også se, hvad det handler om. Indtil videre har interessen været stor for demonstrationen, og jeg har pt. over 130 delinger af begivenheden,” siger Sofie Somogyi.
Mens ansatte i Københavns Lufthavn ikke har ret langt til demonstrationen midt i København, er der lidt længere for interesserede deltagere fra Jylland og Fyn. Det står dog allerede fast, at nogle medarbejdere i Billund Lufthavn tager turen søndag for at støtte op om budskabet.
”Lad os slutte os sammen, så demonstrationen kan blive reel og taget seriøst, grænselukningerne må ikke ties til accept,” lyder det fra initiativtagerne.
Opdatering 07. juni 2020 kl. 20:00
Arrangørerne vurderer, at demonstrationen tiltrak et sted mellem 500 og 800 deltagere, og heriblandt var der også en busfuld fra Jylland. Blandt deltagerne var kabineansatte fra charterflyselskaberne, ansatte i lufthavnens handlingselskaber samt folk, der har en almen interesse i at få åbnet grænserne.
“Det er gået glimrende, selvom vi naturligvis gerne ville have haft flere med. Vi håber, at det er starten på noget større, hvor vi blandt andet kan få folk med fra hotelbranchen,” sagde Sofie Somogyi søndag aften til CHECK-IN.dk.
Ved dagens arrangement var der taler fra Pernille Vermund fra Nye Borgerlige og Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance. Til gengæld var det ikke lykkedes at få repræsentanter fra de faglige organisationer
Relaterede artikler:
Ny bevægelse for at bevare dansk luftfart