Der måtte en mæglingsindsats til for at sikre en ny overenskomst for Lufthansas 20.000 ansatte på jorden, der kan se frem til et tofaset lønløft på omkring 12,5 procent.
Lufthansa har i både februar og marts været plaget af strejker hos såvel jordpersonale som kabinepersonale. Nu har det tyske flyselskab imidlertid lukket en af flankerne ved at indgå en ny overenskomst med jordpersonalet organiseret i fagforeningen Verdi, blev det oplyst i en pressemeddelelse den 28. marts.
Der er således tale om 20.000 ansatte i Lufthansa, Lufthansa Technik og Lufthansa Cargo, der er sikret en ny kollektiv overenskomst, der er faldet på plads ved hjælp af en mæglingsindsats fra delstaten Thüringens ministerpræsident Bodo Ramelov i forening med Frank-Jürgen Weise, der er tidligere direktør for den tyske arbejdsmarkedsstyrelse.
Aftalen betyder, at jordpersonalet kan se frem til en samlet lønstigning på 12,5 procent i to faser. Der lægges ud med en stigning på syv procent med tilbagevirkende kraft fra den 1. januar 2024, og den 1. marts 2025 kommer der yderligere 150 euro plus to procent, hvormed den samlede stigning i denne runde bliver på omkring fem procent.
Derudover er der også aftalt et engangsbeløb for at kompensere for den høje inflation. Snarest muligt bliver de ansatte erfor kompenseret med 2.000 euro, eller hvad der svarer til 14.900 kroner, og den 1. november 2024 er der yderligere 1.000 euro i inflationsregulering.
En god aftale
Med aftalen kan Lufthansa, de ansatte og ikke mindst passagererne se en fremtid i møde, der ikke vil være præget af den usikkerhed, som det har været tilfældet i starten af året og som har slidt på Lufthansa og tyske luftfarts renommé.
“Vi er meget glade for, at vi sammen er nået frem til et kompromis, og min udtrykkelige tak går også til de to forligsmænd. De seneste par uger har krævet meget af både vores gæster og vores kolleger. Den aftale, der nu er indgået, er derfor gode nyheder,” siger Michael Niggemann, der er HR-direktør hos Lufthansa.
De to mæglere giver samtidig udtryk for, at der har været vanskelige forhandlinger som følge af de mangeartede spørgsmål på forskellige niveauer. Den 24 måneder lange aftale handler blandt andet også om harmonisering af arbejdsvilkår i Øst og Vest, fleksible arbejdstider samt øget feriebetaling.
Bodo Ramelov, der har været med til at lande forhandlingsresultatet, er glad for at have kunnet yde et bidrag til at få løst lønkonflikten.
“Aftalen er en stor succes for Lufthansas medarbejdere – og også for passagererne, som nu igen har planlægningssikkerhed og ikke skal bekymre sig om strejker. Det er jeg som fast Lufthansa-kunde særlig glad for. Jeg vil gerne takke repræsentanterne for fagforeningen Verdi og Lufthansa for tre konstruktive og løsningsorienterede dage med forhandlinger, som var præget af tillid og kompromisvilje.”
Relaterede artikler:
Lufthansa frygter store forstyrrelser ved ny strejke