Ifølge et italiensk medie overvejer Lufthansa at overtage 19,9 procent af det statsejede selskab TAP Air Portugal. Topchefen skal mandag være rejst til Portugal for at tale med landets regering.
Dele eller hele af det nationale flyselskab TAP Air Portugal skal privatiseres, har landets regering længe ønsket. Der har været interesse fra flere sider, men et salg er endnu ikke lykkedes.
Lufthansa-koncernen er blandt de selskaber, der tidligere har vist interesse i det Lissabon-baserede flyselskab, og denne interesse er tilsyneladende stadig aktuel. Således ønsker Lufthansa at købe 19,9 procent af TAP, skriver den italienske avis Corriere della Sera – ifølge BNN Bloomberg – der har talt med anonyme, institutionelle kilder i Portugal.
Med et bud på under 20 procent af TAP kan Lufthansa holde sig under den tærskel, der vil udløse en økonomisk kontrolændring. Ifølge det italienske medie bør en overtagelse ikke ske før tidligst første kvartal af 2025. Aktieposten vurderes til at kunne være mellem 180 og 200 millioner euro værd – svarende til mellem 1,3 og 1,5 milliarder kroner.
Topchef i dialog med portugisiske ministre
Corriere della Sera skriver – ifølge BNN Bloomberg – at topchefen i Lufthansa-koncernen, Carsten Spohr, mandag var i Portugal for at mødes med portugisiske embedsmænd. Anonyme kilder med kendskab til sagen fortæller til mediet, at landets finansminister og infrastrukturminister skulle mødes med Carsten Spohr.
En af kilderne oplyser, at dialogen om en mulig og delvis Lufthansa-overtagelse af TAP Air Portugal stadig er på et indledende stadie. Lufthansa har ikke ønsket at kommentere sagen, lyder det.
Regeringen i Portugal bekræftede i juli i år sine planer om at privatisere TAP, men at vilkårene for et salg endnu ikke var defineret. Landets tidligere regering, der fratrådte tidligere i år, ønskede at sælge mindst 51 procent af flyselskabet.
Flere interesserede købere
Lufthansa-koncernen har sammen med Air France-KLM og IAG – moderselskab til blandt andet British Airways og Iberia – tidligere offentligt tilkendegivet deres interesse i TAP. Interessen i TAP skal primært være på grund af selskabets stærke tilstedeværelse i Brasilien. Herudover er selskabet også stærkt repræsenteret i Afrika og Nordamerika.
TAP, der er medlem af Star Alliance, transporterede i alt 7,7 millioner passagerer i første halvår af 2024, hvilket var en stigning på 1,6 procent fra samme periode året før.
Flåden hos TAP Air Portugal består ifølge Planespotters.net af i alt 100 fly – herunder fem Airbus A319, 28 A320, 26 A321, 22 A330 samt 19 Embraer ERJ-190. En stor del af flåden består af de nyere neo-modeller fra Airbus.
Relaterede artikler:
Air France-KLM afviser at have trukket sig fra TAP-bud