Norwegian Boeing 787-8 Dreamliner (Foto: Eric Salard)

Medie: Norwegian-rute til Singapore fra 2017

Ifølge norske Aftenposten planlægger Norwegian at flyve to gange ugentligt mellem Oslo og Singapore fra sensommeren 2017.

Norwegians længe ventede Asien-ekspansion kan være på vej allerede i 2017. Således erfarer det norske medie Aftenposten, at Norwegian i sensommeren 2017 vil åbne en direkte rute fra Oslo til Singapore med to ugentlige afgange.

Ifølge de foreløbige informationer skal ruten opereres i kombination med en anden by i Europa.

Selv er Norwegian ikke meget for at kommentere på oplysningerne om den nye rute.

“Vi får mange langdistancefly ind i de næste mange måneder, men et ruteoplæg er et møjsommeligt arbejde, som ikke er klart før alt er klart. Derfor vil jeg ikke kommentere vores planer på anden måde end at sige, at vi rigtig gerne vil involvere ruter til Oslo Lufthavn i vores fremtidige planer,” siger Norwegians kommunikationsdirektør Anne-Sissel Skånvik til Aftenposten.

I 2016 har Norwegian modtaget tre Boeing 787-9-fly, men næste år vil selskabet få leveret yderligere ni fly af samme type, mens der er udsigt til ikke mindre end 11 fabriksnye langdistancefly i 2018. Dermed er det uundgåeligt, at der kommer mange nye destinationer på det interkontinentale rutekort hos Norwegian.

Ruter fra København og Helsinki
I dag flyver Singapore Airlines i joint-venture samarbejde med SAS fem gange om ugen mellem København og Singapore, mens Finnair flyver dagligt til Singapore Changi Airport fra Helsinki med A350-900.

Der har tidligere været tale om etablering af en rute mellem Stockholm og Singapore, og det kan heller ikke udelukkes, at Norwegian vil operere en rute fra Oslo til Singapore i kombination med Stockholm.

Norwegians muligheder for en større ekspansion i Asien har blandt andet været begrænset af, at selskabet ikke har haft overflyningstilladelser af russisk luftrum. For nylig har Norweigan fået tilladelse fra Rusland til at operere ruten fra Oslo til Bangkok via den sydvestlige del af Rusland, og der kan muligvis være en åbning på vej, der giver adgang til at etablere flere ruter uden at skulle på en sydligere omvej.

De skandinaviske regeringer mødes med Rusland i februar måned næste år for at fortsætte drøftelserne om en liberalisering af den eksisterende luftfartsaftale.

 

Relaterede artikler:

Rusland åbner dør på klem for Norwegian

Norwegian bliver største europæiske Dreamliner-operatør

Singapore Changi fortsat verdens bedste lufthavn

Singapore Airlines varsler CPH-oprustning

100.000 passagerer på Helsinki-Singapore rute