Mittarfeqarfiit - Grønlands Lufthavne - hovedkontoret i Nuuk. (Foto: Mittarfeqarfiit)

Milliardefterslæb i grønlandske lufthavne

Regnskab viser, at de grønlandske lufthavne er slidt ned. Fortsat usikkerhed om, hvad der skal ske med Kangerlussuaq, når de nye lufthavne står klar.

Mittarfeqarfiit, der er selskabet, der driver 13 grønlandske lufthavne og 14 helikopterpladser, har netop aflagt årsregnskab. Og ifølge det grønlandske medie, Sermitsiaq.ag, er det nedslående læsning.

Regnskabet viser nemlig, at det selvstyreejede selskab har et efterslæb i vedligeholdelse af bygninger, baner og materiel på lidt over én milliard kroner. Af regnskabet fremgår det, at behovet for reinvesteringer, der skal foretages for at opretholde standarden på lufthavnenes faciliteter og materiel, er større end anlægsinvesteringerne. Og dermed ”er der tale om en reel nedslidning lufthavnenes faciliteter og materiel,” som der står i ledelsesberetningen i selskabets årsrapport.

Lufthavnsselskabet understreger dog, at lufthavnene bliver sikkerhedsmæssigt forsvarligt vedligeholdt, da nødvendige investeringer altid prioriteres og finansieres via anlægsinvesteringerne.

Usikkerhed om Kangerlussuaq
Samtidig er der fortsat politisk usikkerhed om, hvad der skal ske med landets nuværende hovedlufthavn i Kangerlussuaq, når de nye Atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat står færdige.

Og den usikkerhed forplanter sig i Mittarfeqarfiits regnskab, hvor revisorerne har taget forbehold for værdiansættelsen af lufthavnen i Kangerlussuaq.

”Som det fremgår af ledelsesberetningen, så har ledelsen ikke pr. 31.12. 2018 haft et dokumenteret grundlag for vurdering af behovet for nedskrivninger af de bogførte værdier som følge af skader på landingsbaner som følge af ændrede forhold i undergrunden – eller som konsekvens af de igangværende overvejelser om en ændret lufthavnsstruktur i Grønland. Vi tager derfor forbehold for værdiansættelsen af landingsbaner, forpladser m.v. i Kangerlussuaq i alt 290 millioner kroner,” skriver selskabets revisorer, Deloitte, i påtegningen til Mittarfeqarfiits årsregnskab.

Dårligere regularitet
Der er nedsat en arbejdsgruppe, der skal komme med anbefalinger til det grønlandske landsstyre om, hvad der skal ske med lufthavnen i Kangerlussuaq. Umiddelbart siger landsstyret dog, at man ingen planer har om at nedgradere eller lukke lufthavnen i Kangerlussuaq.

Lufthavnen i Kangerlussuaq kan også vise sig at være nødvendig for at opretholde en tilfredsstillende regularitet på flyvninger til og fra Grønland. Lufthavnene i Nuuk og Ilulissat vil sandsynligvis på grund af deres placeringer tæt på vand og fjelde få en dårligere regularitet end den nuværende hovedlufthavn, der med sin placering lidt inde i landet er bedre beskyttet mod det omskiftelige vejr.

Beregninger foretaget af Kalaallit Airports A/S, der skal bygge de nye lufthavne, viser at lufthavnen i Nuuk vil være lukket 18,25 døgn om året på grund af vejret, mens lufthavnen i Ilulissat vil være lukket i 7,3 døgn. Til sammenligning er der årligt 2,7 døgn, hvor vejret forhindrer flyvninger til og fra Kangerlussuaq.

Ikke nok til sorte tal
Der var i alt 443.535 passagerer, der benyttede de grønlandske lufthavne i 2018. Det var en stigning på godt 30.000 i forhold til året før. Men på grund af højere personaleomkostninger, var de flere passagerer ikke i nok til at give Mittarfeqarfiit sorte tal på bundlinjen. Selskabet havde et underskud på 26,2 millioner kroner i 2018 – hvilket dog trods alt var en forbedring på godt 11 millioner kroner i forhold til året før.

 

Relaterede links

Lufhavnspakke vedtaget: Tre nye lufthavne

Ny atlantlufthavn i Grønland med 18 lukkedage

Grønlandsk lufthavnsaftale godkendt i Folketinget