Monarch Airlines A320-200. (Foto: Fabrizio Berni / Wikipedia)

Monarch Airlines åbner tre ruter i Skandinavien

Det britiske lavprisflyselskab Monarch vil indtage det skandinaviske marked. Fra 28. april næste år vil selskabet flyve mellem Stockholm og tre britiske storbyer.

Et af de mest kendte flyselskaber i det britiske marked er Monarch Airlines, der har eksisteret under samme navn siden etableringen i 1967. Selskabet er mest kendt for at flyve briter på ferie i Sydeuropa, men nu igangsætter flyselskabet et opsigtsvækkende strategisk initiativ ved at etablere ruter fra store britiske byer til Skandinavien.

Den 28. april åbner Monarch Airlines nemlig ruter fra Birmingham, Manchester og London-Luton til Stockholms Arlanda-lufthavn. Der flyves tre gange om ugen fra Manchester og Birmingham, men ruten fra London-Luton får to ugentlige afgange. Monarch vil benytte et mix af Airbus A320 og A321 med plads til henholdsvis 174 og 214 passagerer.

Mellem Birmingham og Stockholm er der ingen direkte konkurrence, således at Monarch bliver alene på ruten. Anderledes ser det ud på Manchester-ruten, hvor SAS og Norwegian flyver i forvejen. Her har SAS 11 ugentlige afgange og Norwegian blot to. Monarch kommer ind med tre ugentlige afgange på torsdage, fredage og søndage.

Hvad angår Luton-ruten, er der ikke andre flyselskaber, der trafikerer den samme rute. Norwegian flyver til Gatwick og SAS til Heathrow fra Arlanda, mens Ryanair fra Skavsta-lufthavnen, der ligger 106 kilometer sydvest for den svenske hovedstad, flyver til London-Stansted.

Fra charter til rute
Monarch var oprindeligt et charterflyselskab, men selskabet begyndte gradvist at beskæftige sig med ruteflyvning for snart 15 år siden. Det skete under navnet Monarch Scheduled. Den 24. oktober 2014 blev Monarch Holding overtaget af Global Travel Group, og sidenhen har selskabet været dedikeret til lavprisruteflyvning i Europa.

I dag flyver Monarch til 41 destinationer med udgangspunkt i fem britiske lufthavne, henholdsvis Birmingham, Leeds-Bradford, Gatwick, Luton og Manchester. Kun en enkelt destination er ikke i Sydeuropa. Det er Kittilä i Finsk Lapland, der beflyves i vinterhalvåret.

Monarch Airlines fløj i 2011 få charterafgange fra Aalborg Lufthavn til Fort Myers i Florida i samarbejde med den danske rejsearrangør, Comefly.

 

Relaterede artikler:

Jet Time skal arbejde for briter

Britisk charterikon går rutevejen

Norwegian åbner nye London-ruter

Comefly giver op

Flyrejser fra Aalborg til Florida i vinterhalvåret