ATR 72-600 iklædt NAC-farver. (Foto: Nordic Aviation Capital | PR)

NAC-rekonstruktion på plads inden udgangen af maj

Snart er det slut med konkursbeskyttelse for flyleasingselskabet Nordic Aviation Capital, som har fremlagt og fået godkendt en plan, der skal bringe orden på selskabets økonomi.

Efter en periode med en truende økonomi lysner det for Nordic Aviation Capital. Flyleasingselskabet blev i december tager under konkursbeskyttelse i USA, men nu har en amerikansk domstol godkendt den plan, der skal være omdrejningspunktet for en rekonstruktion af den pressede finansielle situation i selskabet.

Nordic Aviation Capital stammer oprindeligt fra Danmark, hvor flyselskabet blev stiftet i Skive i 1990 af Martin Møller, der siden har forladt selskabet. I dag har NAC hovedkvarter i den irske by Limerick, og beskæftiger sig hovedsageligt med flyleasing til omkring 70 flyselskaber i 45 forskellige lande.

NAC havde søgt om konkursbeskyttelse under den særlige amerikanske Chapter 11-ordning, som gør det muligt for amerikanske såvel som virksomheder fra andre lande at få beskyttelse mod at gå konkurs, mens de foretager en finansiel rekonstruktion.

Årsagen til, at NAC måtte søge om konkursbeskyttelse var, at flyselskabets havde oparbejdet en stor gæld, hvor kreditorerne havde 6,3 milliarder dollars (43 milliarder kroner) til gode, som selskabet ikke kunne betale.

Får tilført 3,6 milliarder kroner
Det er distriktsretten i den amerikanske stat Virginia, der har godkendt den plan, som skal sikre, at NAC flyver ud af konkursbeskyttelsen inden udgangen af maj i år. I tillæg til rettens godkendelse har 99 procent af de stemmeberettigede kreditorer stemt for planen.

Konkret betyder det, at flyselskabets får fjernet 4,1 milliarder dollars i gæld, hvilket svarer til 28 milliarder kroner. Derudover vil selskabet få tilført omkring 540 millioner dollars (3,6 milliarder kroner) i nye midler. Dette beløb skal tilvejebringes via aktiesalg for 337 millioner dollars (2,3 milliarder kroner) samt en revolverende kreditfacilitet på 200 millioner dollars (1,3 milliarder kroner).

Desuden forlænges løbetiden på en del af selskabets gæld. Planen resulterer samtidig i, at visse af de hidtidige grupper af kreditorer ikke bliver en del af den nye virksomhedsstruktur, der opstår på baggrund af rekonstruktionen af flyselskabets økonomi.

Har ressourcer til at vækste
Hos Nordic Aviation Capital vækker det begejstring, at den amerikanske domstol har godkendt planen for en rekonstruktion. Ifølge koncernchef Norman Liu betyder beslutningen, at flyselskabet igen vil kunne gøre sig gældende i markedet.

”Med domstolens godkendelse af vores plan og en engageret ny investorgruppe, er vi klar til at forlade konkursbeskyttelsen i slutningen af næste måned som en velkapitaliseret virksomhed med fleksibilitet og ressourcer til at positionere os til at kunne opnå vækst.”

”Vi værdsætter dedikationen og støtten fra vores medarbejdere, kunder og partnere under denne proces samt den store støtte fra vores kreditorer,” lyder det fra koncernchefen.

 

Relaterede artikler:

NAC i kontrolleret konkursbeskyttelse

NAC taber 15 milliarder kroner

NAC er hårdt presset før ny frist