CRJ700-fly fra Nordica. Foto: Pedro Aragão / Wikimedia Commons

Nordica udvider på hollandsk CPH-rute

Estiske Nordica udvider i hollandsk provinslufthavn. Det kommer selskabets rute til København til gode.

Det estiske flyselskab Nordica ligger nu an til at udvide betjeningen af sin rute mellem den hollandske provinsby Groningen og Københavns Lufthavn samt etablere to nye ruter fra Groningen.

Således indsætter Nordica fra 31. marts næste år en enkelt lørdagsafgang på ruten mellem Groningen og København, som det britiske regionalflyselskab bmi regional har befløjet med Embraer ERJ-145 fly på vegne af Nordica siden 19. september sidste år med to returflyvninger på hverdage og en enkel søndagsflyvning.

Samtidig etablerer Nordica den 25. marts næste år to nye Groningen-ruter til Bruxelles og München med henholdsvis seks og syv ugentlige flyvninger.

Betydeligt optageområde
Når de to nye ruter åbner vil Nordica selv stå for at betjene alle tre ruter. Et enkelt CRJ700-fly med plads til 70 passagerer skal stationeres i Groningen og tage en morgenrotation til CPH og retur, en formiddagsrotation til München og retur, en eftermiddagsrotation til Bruxelles og retur samt en afsluttende aftenrotation til CPH og retur.

Selvom Groningen er en by med omkring 200.000 indbyggere, er der alligevel et betydeligt optageområde for lufthavnen. Indenfor 90 minutters transporttid, er der et marked på hele 4,6 mio. mennesker.

Flyver for SAS
Annonceringen af de to nye ruter fra Groningen og den øgede betjening af CPH-ruten kommer kort tid efter at Nordica meldte ud, at man den 27. april næste år åbner en ny rute mellem København og den estiske hovedstad Tallinn. Nordica vil i første omgang flyve 11 gange om ugen mellem Tallinn og København med Bombardier CRJ900 med en kapacitet på 88 passagerer.

Nordica’s datterselskab Regional Jet flyver på en wetlease-aftale for SAS med fire ATR72-600 på indenrigsruter og regionale ruter, mens Nordica fra København flyver til både Groningen og Örebro i Sverige.

 

 

Relaterede artikler:

Ny Nordica-rute til København

To CPH-ruter afventer codeshare-aftale med SAS

Ny rute fra København til det nordlige Holland

DAT ser på CPH-rute til Holland

Groningen vil have flyrute til København

Hollændere bejler til CPH