Aspire Lounge ved gate 27 i Helsinki Lufthavn. (Foto: Finavia)

Nordisk lufthavn fordobler loungekapacitet

Loungekapaciteten inden for Schengen-området i Helsinki Lufthavn bliver fordoblet, oplyser Finavia. Aspire åbner en helt ny lounge ved årsskiftet, mens en anden bliver renoveret.

Helsinki Lufthavn oplever en markant øget efterspørgsel fra de rejsende omkring ophold i lufthavnslounge, og derfor er lufthavnen i gang med en stor opgradering inden for dette område.

Således er den finske hovedstadslufthavn i færd med at fordoble loungekapaciteten i lufthavnens Schengen-område, hvilket skal komme de rejsende til gavn. Det oplyser Finavia, der er den finske lufthavnsoperatør.

”Lounges voksende popularitet blandt flypassagerer er et globalt fænomen. Flere og flere fritidsrejsende leder efter oplevelser og behagelige rejseoplevelser allerede i lufthavnen. Efterspørgslen efter loungefaciliteter i Helsinki Lufthavn er også steget kraftigt de seneste år,” siger Nora Immonen, direktør for forretningsenheden for kommercielle tjenester i Helsinki Lufthavn.

Helt ny Aspire-lounge
Swissport, der er Europas største lounge-operatør, åbner en helt ny Aspire-lounge ved gate 22 omkring årsskiftet. Den nuværende Aspire-lounge ved gate 27 i Helsinki Lufthavn vil desuden blive renoveret og genåbnet for passagerer i 2025.

Finnair åbnede 9. juli i år en ny lounge i to sektioner på tredje sal nær gate 21, hvilket gav 1.500 kvadratmeter ekstra loungeplads til de rejsende i lufthavnens Schengen-område. Denne lounge har plads til 440 personer, hvilket er næsten 150 flere pladser end tidligere.

”De rejsende tager på et stigende antal fritidsrejser, og behovet for en oplevelse i lufthavnen er steget. Vi udvikler Helsinki Lufthavns serviceudbud ved at følge rejsetrends, hvilket afspejles i høj kundetilfredshed. De renoverede lounges tilbyder blandt andet flere muligheder for at slappe af og nyde rejsen,” siger Nora Immonen.

Får i alt 6.000 kvadratmeter loungeområde
Finnavia oplyser, at Aspire Lounge ved gate 13, Plaza Premium Lounge ved gate 40 (non-Schengen) og Finnair Lounge ved gate 52 (non-Schengen) fortsætter med deres nuværende udvalg af tjenester. Man kan som rejsende købe adgang til alle Aspire- og Plaza Premium-lounger.

Mere loungeplads i kombination med nye hotel- og mødefaciliteter er en velkommen tilføjelse til alle slags passagerer – herunder både forretnings- og fritidsrejsende – fortæller Nora Immonen.

Efter udvidelsen af loungekapaciteten vil Helsinki Lufthavn råde over i alt 6.000 kvadratmeter loungeplads.

 

Relaterede artikler:

Finnair klar med ny Schengen-lounge

Finnair afslører længe ventet Premium Economy

Ny Finnair-lounge i Helsinki Lufthavn