Michael O´Leary (Arkiivfoto: Ole Kirchert Christensen)

Nordisk modvind for Ryanair

En lurende strejke i Billund, mistanke om ulovlig støtte fra lokale lufthavne i Sverige og Danmark samt en strid med de norske skattemyndigheder er med til at presse Ryanair i Norden. I denne uge var Ryanair-topchef Michael O’Leary i Norge og Sverige for at tale sin sag i medierne.

Om få uger kan Ryanair risikere, at den danske fagbevægelse danner fælles front og lægger en ring af sympatikonflikter rundt om selskabets fly i Billund og forhindrer dem i at operere fra den jyske lufthavn. Det irske lavprisselskab har to fly stationeret i Billund, og det er de fly samt de Ryanair-fly, der kommer til Billund fra andre baser, der kan blive forhindret i at komme i luften.

Men Billund er langt fra det eneste sted i Norden, hvor Ryanair møder gårturbulente tider i møde. EU-Kommissionen forventes inden længe at afgøre, om Ryanair har for favorable vilkår i Aarhus Lufthavn, hvorfra selskabet har fløjet siden 1999.

Også den svenske lufthavn Västerås, som har fået navnet Stockholm-Västerås, er i EU-Kommissionens søgelys for at have været for venlige mod Ryanair. Men Ryanairs topchef Michael O’Leary advarer om, at det han kalder EU-Kommissionens ”vendetta” risikerer at påvirke turisme, lufttrafik og job i Västmanland-regionen.

”Europa-Kommissionens vendetta mod aftaler med lavprislufthavne vil resultere i skadelige nedskæringer i servicesektoren, turisme og arbejdspladser i Stockholm Västerås og i Västmanland. Mens Kommissionen fortsætter med at spilde millioner på at undersøge Ryanairs kontrakter med lavprislufthavne – der opfylder EU’s konkurrenceregler – fortsætter de med at ignorere tilbagebetaling af milliarder af euro i ulovlig statsstøtte til kendte europæiske flyselskaber, herunder Air France, Alitalia, Olympic og Spanair,” siger Michael O’Leary, der i denne uge var på besøg i Västerås-lufthavnen for at gøre de nordiske medier opmærksom på Ryanairs holdninger.

EU-Kommissionen har undersøgelser på forskellige stadier og af varierende omfang i gang mod mere end 20 europæiske lufthavne. Lufthavnene mistænkes for på den ene eller den anden måde at give Ryanair bedre vilkår end hvad konkurrenterne får.

Michael O’Leary peger på, at efter Ryanair i 2001 lancerede ruter til Stockholm-Västerås lufthavn, er operationen vokset støt til nu at omfatte fem ruter, der transporterer 160 000 passagerer og bevarer over 160 arbejdspladser i lufthavnen og i Västmanland.

Hævn mod Ryanair
De uafhængige økonomiske eksperter OXERA har ifølge O’Leary undersøgt Ryanairs kontrakt med Stockholm Västerås, og bekræfter, at den fuldt ud overholder EU’s regler for konkurrence.

”På trods af dette, fortsætter Kommissionen med at spilde tid og ressourcer på hævn mod Ryanair og lavprislufthavnene, uden at se på sine egne tidligere beslutninger om at tillade ulovlig statsstøtte til Air France, Alitalia, Olympic Airways, Alitalia og Spanair. Ingen af disse selskaber har tilbagebetalt en eneste euro af denne ulovlige støtte,” siger O’Leary.

Han nåede foruden Västerås også forbi selskabets base i Oslo-lufthavnen Rygge. Her holdt han hof for en stor skare af norske journalister. Emnet var hvordan norske Ryanair-piloter er kommet i det norske skattevæsens søgelys, fordi de er ansat i Ryanair gennem deres egne individuelle selskaber i udlandet. Den ordning vil skattefar nu se nærmere på lovligheden af. Det fik Michael O’Leary til at true med helt at lukke basen i Rygge-lufthavnen.