En Boeing 787 Dreamliner fra det norske langdistanceflyselskab Norse Atlantic Airways. Foto: London Gatwick Airport

Norse skærer ned i vintertrafikprogrammet

I den kommende vinter har Norse Atlantic Airways reduceret antal frekvenser på flere ruter og helt annulleret en ellers planlagt rute. September bød desuden på tilbagegang i belægningsprocent.

Norse Atlantic Airways er i gang med at omstille sig til det kommende vintertrafikprogram, og i den forbindelse har det norske langdistanceflyselskab foretaget en række justeringer.

Således fremgår det af Norses bookingsystem, at der på ruten fra Paris Charles de Gaulle til New York-JFK er blevet reduceret fra syv til fire-fem ugentlige afgange i den kommende vinter. Herudover er ruten fra den franske hovedstad til Miami blevet skåret ned fra fire til tre flyvninger om ugen.

Norse har også besluttet at skære ned på ruter fra London Gatwick i det kommende vintertrafikprogram. Ruten til San Francisco lukkede ned i lørdags, mens der på forbindelsen til Los Angeles vil være tre ugentlige afgange i stedet for syv.

Lukker rute allerede før opstart
Ruten fra Gatwick-lufthavnen til Miami reduceres desuden fra syv til fem ugentlige afgange, mens ruterne til Boston og Washington bliver suspenderet gennem hele vinteren.

Den nye planlagte rute til Kingston i Jamaica er blevet annulleret, allerede før den er kommet i luften. Endelig er opstarten af de nye ruter til Barbados og Montego Bay i Jamaica blevet udskudt fra slutningen af oktober til 1. december 2023.

Norse har således valgt at skære i et ellers allerede planlagt vintertrafikprogram, og flyselskabet har ikke oplyst, hvad årsagerne til de mange reduktioner er.

Fald i belægning efter seks måneder med vækst
Trafiktallene for årets første efterårsmåned – og næstsidste måned i sommertrafikprogrammet – viser, at Norse Atlantic Airways er gået frem i forhold til sidste år, men tilbage i forhold til de seneste måneder.

I september transporterede Norse i alt 132.556 passagerer, hvilket var en vækst på 111 procent i forhold til samme måned sidste år. I august i år endte passagertallet på 151.420.

Belægningen for september landede på 78 procent, hvilket var en stigning på 22 procentpoint sammenlignet med samme måned i 2022. Til gengæld var der tilbagegang på dette parameter efter seks måneder i streg med stigende belægningsprocent. I de to seneste måneder – august og juli – var belægningen på henholdsvis 86 og 85 procent.

Faldende efterspørgsel
Norse gennemførte i alt 503 flyvninger i september, hvoraf 80 procent af flyvningerne ankom inden for 15 minutter efter planlagt ankomsttidspunkt.

”Vi har set en fortsat stærk efterspørgsel i begyndelsen af måneden, men som forventet er denne begyndt at aftage mod slutningen af september på visse markeder, efterhånden som vi skifter over til vores vinterprogram,” siger Bjørn Tore Larsen, koncernchef i Norse Atlantic Airways.

”Vi har allerede gennemført fem ACMI/charter-flyvninger med succes i september, og dette vil fortsætte med at vokse henover vinteren, hvilket bidrager til en positiv indtægtsstrøm for selskabet, da vi optimerer brugen af vores flåde på den mest effektive måde i denne periode.”

I begyndelsen af september annoncerede Norse, at der åbnes en ny rute fra Paris til Los Angeles i maj 2024.

 

Relaterede artikler:

Fjerde måned i træk uden aflysninger

Norse har tabt tæt ved to milliarder kroner

Norse: Første måned med over 100.000 passagerer