Boeing 737-800 fra Norwegian i Københavns Lufthavn. (Arkivfoto: Bardur Mikladal | CPH)

Norwegian etablerer ny dansk indenrigsrute

Norwegian vil fra midten af juni flyve tre gange om ugen mellem København og Bornholm. Dermed vender selskabet tilbage til en rute, som det kortvarigt flirtede med i 2010.

Når Folkemødet på Bornholm skydes i gang den 16. juni år, får de rejsende flere muligheder for at komme flyvende til solskinsøen i Østersøen.

Norwegian har netop annonceret en sommerrute fra København til Bornholm der efter planen starter den 15. juni. Her vil det norske lavprisflyselskab betjene de mange rejsende til Folkemødet frem til og med den 19. juni, og når de mange besøgende er taget tilbage til hovedstaden, vil Norwegian fortsætte med at flyve hele sommeren.

Selskabet vil tre gange om ugen på tirsdage, torsdage og søndage frem til den 15. august sende de 189-sæder store Boeing 737-800 på en middagsrotation fra Københavns Lufthavn til Bornholms Lufthavn.

“Vi er meget glade for at kunne lancere ruten mellem Bornholm og København i sommersæsonen. Det giver rejsende fra Bornholm direkte adgang til vores netværk fra København, der over sommeren tæller 55 af de mest populære destinationer i Europa. Samtidig bliver det nemt og bekvemt for københavnere og andre at rejse til Bornholm på sommerferie, for eksempel i en forlænget weekend,” siger Magnus Thome Maursund, kommerciel direktør i Norwegian.

Holder fokus på indenrigsruter
Norwegian gav sidste efterår udtryk for, at man overvejede at etablere sig på flere danske indenrigsruter, hvor man specielt havde et godt øje til ruter, der ikke var konkurrenceudsatte. Det gælder blandt andet ruten fra København til Bornholm samt mellem Københavns Lufthavn og Midtjyllands Lufthavn i Karup.

Derfor mener selskabet også, at man leverer i forhold sin forretningsplan om at øge fokus på indenrigsruter og intraskandinaviske ruter.

“Vi har sagt, at vi ønskede at udvide vores tilstedeværelse på indenrigstrafikken i Danmark. Med en enkelt undtagelse er indenrigsruterne i Danmark præget af ringe konkurrence, og det er til skade for kunderne. Vi mener, at alle skal have råd til at flyve, og vi er konkurrencedygtige både på pris og service. Samtidig flyver vi store og moderne fly, så kunderne kan se frem til en behagelig og afslappende flyvetur over Østersøen,” lyder det fra Norwegian-direktøren.

I konkurrence med DAT
Gennem mange år har DAT fløjet året rundt mellem København og Bornholm, men selskabet er dog blevet forstyrret af SAS i 2018 og 2019, hvor det skandinaviske selskab fløj fire gange dagligt under Folkemødet. Det er nogenlunde samme plan, der ligger hos Norwegian, selvom selskabet fortsætter frem til den 15. august.

Det falder ikke i god jord hos administrerende direktør Jesper Rungholm fra DAT, da han af TV 2/Bornholm bliver spurgt om, hvordan han forholder sig til den nye konkurrent.

“Jeg tænker, at nu bliver vi igen belastet med et selskab, der kommer ind og vil skumme fløden, når der er højsæson. Så kan vi andre flyve om vinteren, når der er corona og nedlukning og servicere Bornholm i de lange mørke vintermåneder. Der, hvor vi egentlig skal tjene pengene om sommeren, er vi udsat for konkurrence,” lyder det fra DAT-direktøren.

Norwegian forsøgte i 2010 at etablere sig mellem København og Bornholm til opstart ved sommertrafikprogrammets start. Selskabet valgte dog i stedet at indgå et samarbejde med det dengang nyetablerede Wings of Bornholm, der dog måtte lukke blot en måned senere.

 

Relaterede artikler:

Norwegian overvejer flere danske indenrigsruter

SAS vender tilbage til Bornholm

SAS planlægger luftbro til Bornholm