Norwegian flirter med amerikanere

Norwegian og det amerikanske flyselskab JetBlue finder hinanden interessante som samarbejdspartnere.

Når Norwegians Boeing 787 Dreamliner-fly lander i New Yorks JFK-lufthavn kan passagererne godt flyve videre ud i USA med andre selskaber. Men så bliver det på en separat billet, som ikke hænger sammen med den billet fra Skandinavien til New York, som de har købt hos Norwegian.

Det norske lavprisselskab samarbejder nemlig ikke med andre flyselskaber på de oversøiske destinationer. Hverken de to destinationer som de flyver til nu, New York og Bangkok, eller de destinationer som selskabet åbner i år og næste år. Det er Fort Lauderdale, Oakland og Los Angeles. Det betyder, at Norwegian ikke har noget feed til og fra de oversøiske destinationer. Noget, der gør selskabets produkt svagere sammenlignet med SAS og de øvrige netværksselskaber, som har codeshare samarbejder med selskaber, der opererer fra de oversøiske baser. SAS har således codeshare-samarbejder ud i USA fra Newark, Washington, San Francisco og Chicago med blandt andre Star Alliance-partneren United.

Men nu flirter selskabet med det amerikanske selskab JetBlue, der ligesom Norwegian er en selvstændig aktør uden medlemskab af en af de tre store internationale alliancer. JetBlue overvejer dog kraftigt at gå med i en alliance. Og da Lufthansa ejer knap 16 procent af selskabet, så peger meget på, at det bliver Star Alliance, hvor det tyske luftfartsselskab er blandt de toneangivende medlemmer.

Et naturligt valg
Jet Blue har sit primære trafikknudepunkt i netop New Yorks JFK-lufthavn. Norwegian flyver i dag til JFK fra Oslo og Stockholm, og næste år også fra København.

”JetBlue ville være et naturligt valg, hvis vi ønskede en alliance med et selskab i USA,” siger Norwegians topchef, Bjørn Kjos, til den amerikanske netavis The Street.

Og interessen er tilsyneladende gensidig.

”Norwegian kunne potentielt være en interessante interline- eller codeshare-partner” siger JetBlue’s talsmand, Anders Lindström, der har en fortid som kommunikationschef hos Norwegians konkurrent SAS.

Han begrunder det med, at Norwegian flyver til JFK, vil flyve til Fort Lauderdale, hvor JetBlue er massivt tilstede, og vil flyve til Oakland nær San Francisco, som JetBlue betjener.

”Norwegian er et stærkt og populært varemærke blandt kunderne med et fantastisk produkt, som ville gøre dem til et naturligt valg som partner for JetBlue,” understreger Anders Lindström over for The Street.

I slutningen af November begynder Norwegian at flyve fra Oslo, Stockholm og København til Fort Lauderdale i Florida. Fort Lauderdale er JetBlue’s tredjestørste trafikknudepunkt med omkring 70 daglige afgange.

JetBlue startede sine flyvninger i 1999 og beskæftiger i dag knap 190 fly, som flyver til 79 destinationer i 12 lande i Nord- og Sydamerika samt Caribien.

Foto: Konstantin von Wedelstaedt /WikiCommons