Flysæder i Norwegians Boeing 737-800.

Norwegian fløj én øre ind per passagerkilometer

Norwegians kvartalsregnskab viste en hårfin balance mellem indtægter og udgifter. Det norske lavprisflyselskab fløj én øre ind per passagerkilometer og hentede overskuddet hjem på supplerende indtægter.

Tungen skal holdes lige i munden, når man driver et flyselskab. Det er det norske lavprisflyselskab Norwegian et godt eksempel på, hvis man nærlæser tallene i selskabet kvartalsregnskab, der blev offentliggjort i går.

Norwegian omsatte i årets tredje kvartal for næsten 4,9 mia. norske kroner, og nettoresultatet blev på 435,9 mio. norske kroner.

For at forstå den hårfine balance mellem indtægter og udgifter er det nødvendigt at fokusere på selskabets enhedsindtægter og tilsvarende omkostninger. Dette opgøres per produceret sædekilometer, og dem havde 10.223 millioner af i tredje kvartal. Det svarer til en omsætning på 4,2 mia. norske kroner og en enhedsindtægt på 0,41 kroner.

Enhedsomkostningen inklusive brændstofudgifter var til gengæld på 0,40 kroner, således at der blot blev fløjet 0,01 kroner – eller én øre – hjem per produceret sædekilometer. Året før var forskellen på hele 0,07 kroner i samme periode, men længere flydistancer har været medvirkende til at reducere såvel indtægter som udgifter.

Bryder man den samlede kvartalsomsætning på 4,9 mia. norske kroner ned på tre hovedgrupper, kommer lidt mere end 4,20 mia. kroner fra billetindtægterne. Herudover kommer 532 mio. norske kroner fra supplerende indtægter, mens 124 mio. norske kroner er indtægter fra fragt og tredjeparts-leverandører.

De supplerende indtægtsstrømme sikrede således en positiv bundlinje, idet billetindtægterne ikke var nok til at sikre et nettoverskud.

Indtjening under pres
Regnskabet afslører tydeligvis at, indtjeningen er under pres hos det norske lavprisflyselskab. En baseopstart på verdens hårdeste luftfartsmarked i London samt etablering af langdistanceruter har sat sine spor. Samtidig er der overkapacitet i det skandinaviske hjemmemarked, hvorfor det har været nødvendigt at sænke priserne for at kunne holde fast i passagererne.

“Udviklingen i enhedsindtægterne i forhold til sidste år afspejler en lavere yield og marginalt lavere belægningsprocent på grund af øget konkurrence på markedet for fritidsrejser og øget kapacitet i højsæsonen. En varm sommer i Nordeuropa, der strakte sig ind i tredje kvartal har haft indflydelse på antallet af sene bookinger,“ skriver Norwegian i kvartalsmeddelelsen.

Den øgede konkurrence og kapacitet i fritidsrejsemarkedet kommer især fra SAS, der i løbet af sommeren åbnede op imod et halvt hundrede lavfrekvente fritidsruter fra de skandinaviske lufthavne.

Kvartalsmeddelelserne fra Norwegian ledsages sædvanligvis af en relativt optimistisk kommentar fra koncernchef Bjørn Kjos. Kommentaren til årets tredje kvartals regnskab er dog mere forbeholden, end den plejer at være.

“Dette har været et kvartal, hvor vi ser tydelige resultater af den vækststrategi, som selskabet har lagt. Vi har en kraftig passagerstigning i alle markeder, og vi har formået at opretholde en høj belægning. Samtidig er vores resultat i dette kvartal betydelig påvirket af, at vi måtte indleje erstatningsfly for Dreamlineren. Dette kom oveni, at normalt rejselystne nordeuropæere valgte at nyde sommeren hjemme fremfor at flyve til sydligere himmelstrøg,“ udtaler Bjørn Kjos i en pressemeddelelse.

Investorerne belønnede på Oslo Børs gårsdagens kvartalsregnskab med en kursstigning på 2,07 procent.